Roer uenig med japanerne: 'OL er forsvarligt'

De Olympiske Lege bør afholdes på trods af stor modstand blandt den japanske befolkning.

Fie Udby Erichsen har været med til OL to gange tidligere i Rio 2016 og London 2012. (Foto: Carlos Barria © Scanpix)

Om præcis to måneder skal den olympiske ild brænde og atleter fra hele verden mødes i Tokyo for at kæmpe om OL-medaljer.

Og det kan sagtens gøres på en forsvarlig måde, mener roer Fie Udby Erichsen.

- Som dansker er jeg overhovedet ikke enig med de japanere, der ønsker at aflyse OL. Vi kommer til at leve i en isoleret boble derovre og kommer slet ikke til at være sammen med japanerne.

- Og jeg er helt sikker på, at de japanere der er i risikozonen holder sig hjemme. Det er ikke anerledes end herhjemme, hvor vi også tager vores forholdsregler.

De seneste uger er modstanden mod OL ellers brudt ud i lys lue i den japanske befolkning. Flere meningsmålinger viser, at op mod 70-80 procent af de adspurgte japanere helst ser legene blive aflyst eller udsat endnu engang.

Det bekræfter Jens Sejrup, der er adjunkt i japanstudier på Københavns Universitet.

- Japanerne er utilfredse med, at det er som om landets regering prioriterer en stor international sportsbegivenhed over den almindelige japaners sundhed.

Han fortæller, at den japanske regering har bedt sundhedsmyndighederne i de forskellige regioner i landet om at øremærke ressourcer til OL og deltagerne.

- Det er vanskeligt at afsætte sygeplejersker eller sengeplaser til OL, når sundhedssektoren oplever et stort pres lige nu fra corona. Så kan det være svært at argumentere for, at der skal reserveres forskellige ting til OL, siger Jens Sejrup.

Regeringen har blandt andet tænkt sig at afsætte mere end 500 læger og sygeplejersker dagligt under OL. Derfor gik læger og sygeplejersker ud med deres bekymringer forud for legene.

- Det er hårdt for atleterne, men nogen skal sige, at OL bør blive aflyst. Vi mener, at sundhedspersonale bør råbe op. Derfor har vi fremsat den anmodning, siger Ueyama Naoto, der er repræsentant for hospitalslægernes organisation i Japan.

Fie Udby Erichsen i sin nye konstellation med makkeren Lærke Berg Rasmussen. (Foto: Arnd Wiegmann © Scanpix)

Og den opfordring er ikke gået ubemærket hen hos roeren Fie Udby Erichsen, der skal deltage ved OL for tredje gang.

- Vi skal helt sikkert tage sundhedspersonalets opråb alvorligt. Jeg er sikker på, at vi som nation tager det alvorligt, og vi bliver jo også vaccineret inden legene. Jeg forventer, at det nok skal blive rigtig godt til OL.

Selvom det er det tredje OL i træk, som danskeren stiller til start i, er det i en ny disciplin. Tidligere sad hun i singlesculleren og roede sig alene til en sølvmedalje ved OL i London i 2012.

Nu har hun fået følgeskab i båden af Lærke Berg Rasmussen i bådtypen toer uden styrmand. Og roerne er vant til at isolere sig i boble uanset, hvordan sundhedstilstanden er i Tokyo om to måneder, fortæller Fie Udby Erichsen.

- Jeg har altid levet i min egen boble i fire uger op til mesterskaber. Sådan har det været de seneste 15 år. Det er vi sportsfolk vant til. Så det bliver ikke et problem for mig.

Og forholdsreglerne skal der nok komme mange af til OL, fortæller den japanske premierminister, Yoshida Suga.

- Ved at tage omfattende antivirus-forholdsregler vil vi sikre, at atleter og dem, der er involveret i OL, kan deltage med ro i sjælen.

Men lige nu gælder det den japanske befolknings sundhed.

- Førsteprioritet lige nu er at inddæmme smitten og beskytte folkets liv og helbred, fortæller Yoshida Suga.

Premierminister Yoshihide Suga ved en pressekonference tidligere på måneden. (Foto: YUICHI YAMAZAKI © Scanpix)

John Coates, der er formand for koordineringskomiteen for OL i Tokyo, er også sikker på, at der skal deles medaljer ud om et par måneder.

For ifølge den internationale Olympiske Komitee, IOC, har man verdenssundhedsorganisationens, WHO, ord for at det vil være forsvarligt at gennemføre legene.

- Alle de forholdsregler, vi tager, er tilfredsstillende, og de vil sikre et sikkert OL, hvad angår sundhed. Uanset om der er undtagelsestilstand i Japan eller ej.

Og det er netop IOC, der kontraktligt har det sidste ord i debatten om aflysning eller ej.

Det fortæller Jens Sejer Andersen, der er international chef i organisationen Play The Game.

- Men, hvis en aflysning skal på tale, så er det regeringen, der skal sige: Det her det holder ikke. hvis de gør det, så vil jeg gerne se IOC forsætte med OL.

Efter planen starter OL den 23. juli og slutter den 8. august.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk