Sara Slott styrter i semifinalen: 'Det er den værst tænkelige afslutning på karrieren'

Hun var godt med, men Sara Slott Petersen styrtede til sidst over en hæk.

Et styrt forhindrede Sara Slott Petersen i at forsøge at nå OL-finalen i 400 meter hæk.

Det startede ellers rigtig godt for Sara Slott Petersen i semifinalen i 400 meter hæk ved OL, men pludselig lå hun der bare - i den sidste kurve.

Dermed sluttede Sara Slott Petersens flotte atletikkarriere på ærgerlig vis.

Hun havde på forhånd meddelt, at hendes sidste løb ved OL i Tokyo også ville blive det sidste i hendes karriere.

- Jeg tror ikke, at nogen forestiller sig, at man skal slutte karrieren på den måde. Det havde jeg ved gud heller ikke. Det er den værst tænkelige afslutning, siger danskeren.

Hun har svært ved at forklare, hvad der egentlig skete.

Hør Sara Slott Petersen fortælle om sit sidste løb herunder:

- Jeg kommer fuldstændig op over hækken. Det har jeg aldrig prøvet før. Mit gæt er, at jeg glider i afsættet og kurer ind i hækken. Der er ikke så meget at sige til det, siger Sara Slott Petersen.

- Jeg er mega ærgerlig over, at jeg ikke får lov til at gøre det bedre. For jeg har noget, der er bedre end det her. Men det er sport. Det er hårdt og kontant. Det er opture og mega-nedture. Og alt derimellem. Jeg fik ramt bunden, siger Sara Slott Petersen.

Stolt af karrieren

Hun har kæmpet for at komme tilbage i topform og ramme niveauet for at være med blandt verdens bedste. Og var faktisk endt tæt på, synes hun.

- Jeg var i virkelig god form, men har kæmpet med det rent teknisk. Det har jeg gjort gennem hele året, men synes, jeg ramte mine fokuspunkter fint, siger Sara Slott Petersen.

Hun stopper nu karrieren, der blandt andet har budt på OL-sølv.

- Jeg er stolt af min karriere og også at stå her, men jeg ville gerne have sat et andet punktum. Det her definerer selvfølgelig ikke min karriere, siger Sara Slott Petersen.

Se hele Sara Slott Petersens løb her: