Verdens vildeste konkurrence: Powells 'perfekte spring' var så langt, at hårene stadig rejser sig 30 år senere

Ved atletik-VM i 1991 oplevede vi den vildeste længdespringskonkurrence nogensinde, da Mike Powell og Carl Lewis duellerede om guldet.

(Foto: Rights Managed © Copyright (c) Mary Evans Picture Library 2015https://copyrighthub.org/s0/hub1/creation/maryevans/MaryEvansPictureID/12147141)

Før vi begynder den forbløffende historie om en længdespringskonkurrence, der 30 år senere stadig kan få de små hår til at rejse sig, har jeg et forslag.

Det er lidt besværligt, men det er det værd.

Find et sted, hvor der er masser af plads, og mål så 8,95 meter op på jorden eller gulvet. Sæt gerne et par stykker gaffa-tape eller et par kridtstreger og brug så lige en stund på at overveje det vanvittige spænd.

Det kan virkelig noget at se det med egne øjne.

Så kan man for alvor fornemme den bedrift, Mike Powell leverede, da han svævede gennem luften i et legendarisk længdespring under VM i atletik den 30. august 1991 på Det Olympiske Stadion i Tokyo.

Det er blevet revet ned nu til fordel for et større stadion til dette OL, men de to arenaer ligger det samme sted, så Mike Powells enestående spring hviler over stedet. Det var historisk, og måske kan det inspirere de længdespringere, der ved OL i Tokyo nu skal kæmpe om guld, sølv og bronze.

Rendyrket glæde fra Mike Powell ved VM i atletik for 30 år siden. (Foto: Mary Evans/Allstar/Stewart Kendall)

Da amerikaneren Bob Beamon i Mexico City ved OL i 1968 vandt guld i længdespring, gjorde han det med en uforståelig præstation. Han havde vinden i ryggen med de optimale og præcis tilladte 2,0 sekundmeter, hvis forsøget skulle godkendes som en rekord, og han ramte sit spring perfekt, men derfra og så til at knuse den bestående verdensrekord med mere end en halv meter, var der også et stykke. Men det gjorde Bob Beamon.

Han sprang 8,90 meter i et forsøg, der siden blev kaldt et spring ind i det næste århundrede. Det lignede det også længe, men det blev det ikke.

23 år senere var der VM i Atletik i Tokyo, og den 30. august 1991 var det endelig tid til de afsluttende spring i en længdespringskonkurrence, der var set frem til med spænding.

- Man havde i længere tid snakket om, at nu måtte der snart være nogen, der slog Bob Beamons rekord fra Mexico, for Carl Lewis havde været suveræn i lang tid og vundet alle de længdespringskonkurrencer, han havde stillet op i, siger det danske atletiklandsholds springtræner Lars Nielsen.

- Så det lå i luften, at der meget vel kunne ske noget spændende, men at det skulle blive så spændende, tror jeg ikke, der var ret mange, der havde forestillet sig.

Den varme luft i Tokyo

Fokus var selvfølgelig på super-atleten Carl Lewis, der ikke havde tabt en længdespringskonkurrence i 10 år og var i absolut topform. For Lewis var også sprinter, og fem dage tidligere havde han sat verdensrekord på 100 meteren med tiden 9,86 sekunder i en vanvittig hurtig finale. Det Olympiske Stadion i Tokyo var nemlig et hurtigt stadion. Banerne var hårde, så der var optimale betingelser for de atletikudøvere, der levede af eksplosiv kraft: Sprinterne og springerne.

Så der lå noget stort i luften, men det var ikke det eneste, der var. En tyfon var på vej mod Tokyo, så luften var også både varm og fugtig – og elektrisk, som Carl Lewis' hovedkonkurrent Mike Powell siden beskrev omstændighederne. Og selv om man måske godt kunne tro det modsatte, så er varme faktisk godt for eksplosive atleter, fordi det holder musklerne varme med optimal ydeevne over længere tid.

Carl Lewis holder The Star-Spangled Banner (USA's flag, red.) efter sit OL-guld på 100 meter i 1984. Amerikaneren var et ikon - og derfor også en stor mundfuld for Mike Powell at overgå. Lewis havde inden VM i 1991 vundet seks OL-guldmedaljer i længespring og på sprintdistancerne. Ved VM havde Lewis ligeledes vundet seks guldmedaljer. (Foto: - © (c) Ritzau Scanpix/AFP)

Gennem flere år havde Mike Powell jagtet den to år ældre Carl Lewis i længdespringskonkurrencer, men forgæves. Han havde vundet sølv ved OL i Seoul i 1988 med et spring på 8,49 meter, men Carl Lewis tog efter sejren i Los Angeles fire år tidligere guldet igen med fire spring, der var længere end Powells med den bedste notering på 8,72 meter.

Afstanden mellem de to var dog blevet mindre og mindre, og ved en konkurrence i USA kort før VM slog Carl Lewis kun Mike Powell med en enkelt centimeter og bevarede hans status som ubesejret i 65 længdespringskonkurrencer over 10 år.

Så Mike Powell troede på noget stort, mens Carl Lewis havde kig på Bob Beamons verdensrekord. Den slog han også omend med for meget vind i ryggen, men det var alligevel ikke nok til at vinde VM.

- De pressede hinanden. Carl Lewis var vant til at vinde, men Mike Powell var klar til at gøre ham rangen stridig. Derfor fik de taget den et hak længere. De havde hinanden at gå efter frem for kun at kæmpe med sig selv, siger Lars Nielsen.

Medvind og verdensrekord

Mike Powell var overtændt og kiksede sit første forsøg, der kun nåede ud på 7,85 meter, hvorefter Carl Lewis sprang 8,68 meter, hvilket var årets bedste dengang i 1991.

Så var niveauet lagt, og Powell fulgte op med 8,54, mens Lewis for en sjælden gangs skyld overtrådte. Han var ellers en enormt kontrolleret længdespringer, der sjældent lavede fejl og havde et bundniveau, hvis lige ikke er set siden, mens Powell var noget vildere i sin stil.

Mike Powell med sin velkendte sprælske stil. (Foto: PANA)

I sit tredje forsøg nåede han ud på 8,29, men så tog Carl Lewis fat. Han sprang helt ud på 8,83, godt nok med for meget vind i ryggen, men stadig et gældende forsøg i konkurrencen, så nu var det nu for Powell.

Det fjerde forsøg var fantastisk og lige så langt som Lewis' vanvittige 8,83, men det var bare én centimeter overtrådt. Skønne spildte kræfter og så holdt verden vejret et par sekunder, da Carl Lewis fløj gennem luften i sit fjerde forsøg. For det var langt. Meget langt.

8,91 lød målingen, men rygvinden var desværre på 2,9 m/sek, så det kunne ikke godkendes som en verdensrekord, men det måtte være nok til at vinde verdensmesterskabet, eller hvad?

Nej, for i Mike Powells femte spring gik alt op i en højere enhed. Tilløbet var optimalt, han ramte planken tæt på perfekt, og han fløj både højt og langt gennem luften, og da han landede, fortonede snakken om Lewis' 8,91 få minutter tidligere med det samme. For var det her spring ikke længere?

'8,95 meter svarer til næsten 11 indkøbsvogne'. Se Mike Powells verdensrekord i længdespring under atletik-VM i 1991 herunder:

Efter ulidelige sekunders ventetid kom resultatet frem på skærmen. 8,95 meter og en rygvind på kun 0,3 m/sek. Verdensrekorden var en kendsgerning. Efter 23 år var Bob Beamons mageløse spring i Mexico City henvist til historiebøgerne, og Mike Powell løb jublende væk fra springgraven – indtil hans australske længdespringskollega Dave Culbert mindede ham om, at Carl Lewis stadig havde to spring tilbage. Og hvilke spring.

Mike Powell foldede hænderne og bad til de højere magter, da landsmanden Carl Lewis gjorde klar til sit sidste spring ved VM i 1991. (Foto: KOJI SASAHARA)

Vinden havde nu lagt sig, men inde i Carl Lewis rasede vindergenet for fuld udblæsning og i sit femte spring nåede han helt ud på 8,87 meter i 0,2 sekundmeter modvind. En fantastisk bedrift, men ikke nok. I sit sidste spring nåede han 8,84 meter, igen et vanvittigt spring, men der manglede 12 centimeter, og så kunne Mike Powell endelig give los og råbe og løbe sin eufori ud på stadion i Tokyo, hvor mørket nu havde sænket sig.

Carl Lewis havde sprunget 8,83, 8,91, 8,87 og 8,84, den vildeste længdespringsserie som verden nogensinde har set, men det var bare ikke nok. For første gang i 10 år havde han tabt, og Mike Powell kunne kalde sig både verdensmester og verdensrekordholder. Og det sidste er han stadig.

Det perfekte spring

Siden er der lavet masser af målinger på konkurrencen, der fortæller om farten i tilløbet, længden af de vigtige to sidste skridt, farten ud fra planken og højden af springet. De viser, at selv om Carl Lewis var hurtigst i tilløbet, mistede han for meget fart i det sidste skridt, mens Powell ramte optimalt. Så selv om han selvfølgelig var langsommere i tilløbet end verdens dengang hurtigste mand, reddede han forskellen på teknik og vilje til endelig at overvinde sin evige rival.

- Det var en kamp mellem en sprintorienteret længdespringer i Carl Lewis og en decideret længdespringer i Mike Powell. Og her vandt længdespringeren over sprinteren. Lewis var selvfølgelig en eminent længdespringer, ellers havde han ikke vundet alle de konkurrencer og sprunget så langt, som han gjorde, men den dag tabte han bare til en, der lavede det perfekte spring på det rigtige tidspunkt på det rigtige sted, siger Lars Nielsen.

Et amerikansk VM-podie. Mike Powell (i midten) med guld om halsen. Larry Myricks (tv.) vandt bronze, mens Carl Lewis (th.) som sagt tog sølvet efter en intens duel med Powell. (Foto: SADAYUKI MIKAMI)

I atletik er der forskel på opmærksomheden. Kuglestød er ikke det samme som længdespring, og længdespring er ikke det samme som 100 meter løb, siger atletiktræneren.

- Så når Usain Bolt sætter verdensrekord på 100 og 200 meter, fylder det mere, end når Mike Powell og Carl Lewis laver en konkurrence, som den her. Men det var tæt på, og når jeg ser den igen nu, rejser hårene på armene sig stadig væk. Det var virkelig historisk, siger Lars Nielsen.

To ikoner i en uforglemmelig længdespringsduel i Tokyo for knap 30 år siden.

FacebookTwitter