'Vi var lige så cool og viser karakter': Verdens bedste par hentede inspiration fra Axelsen

- Jeg har været et følelsesvrag hele den her uge, siger Michael Mørkøv.

Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv vandt med 43 point foran Storbritannien og Frankrig, der begge havde tre point færre (Foto: Christian Hartmann © Scanpix. Grafik: DR Sporten)

De har allerede vundet VM og EM, og nu kan de også kalde sig olympiske mestre.

Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv kom til Tokyo med en målsætning om guld i mændenes parløb, og det forventningspres levede de op til.

De to danskere har sammen vundet alle de internationale konkurrencer, de har stillet op i, og den fornemme statistik fulgte de op på den olympiske velodrom i Izu.

Du kan se de to danskere køre guldet hjem herunder:

Men én ting er at tale om det, en anden er at gå ud og gøre det. Den forløsning kunne 36-årige Michael Mørkøv i høj grad mærke, da han steg af cyklen som olympisk mester.

- Jeg har været et følelsesvrag hele den her uge. Jeg vidste, vi havde en kæmpestor chance for at blive olympiske mestre. Lige nu er det ikke sunket ind, fordi jeg var bange for, at jeg ville bryde ud i gråd, siger Michael Mørkøv.

- Lasse og jeg har vundet alt og stiller op som storfavorittter. Det er ikke nemt, og vi fik også lov at tage vores føringer undervejs.

Hårdeste nogensinde

Selv om det ikke var til at se, så trak finalen tænder ud på de to danskere, som måtte grave dybt undervejs for at køre guldet hjem.

Især Lasse Norman Hansen, der nu har vundet fem OL-medaljer i karrieren, måtte slide for det, og så er det jo godt, at man har en makker som Michael Mørkøv.

- Det var det hårdeste, jeg nogensinde har kørt. Hvis der var nogen, der havde styr på det, så var det Michael.

- Jeg var nødt til at yde mit ypperste hele vejen. De sidste 50 omgange var det 100 procent Michael, der leverede det hårde arbejde, siger Lasse Norman.

Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv med beviset på deres overlegne finale. (Foto: CHRISTIAN HARTMANN © Ritzau Scanpix)

Inspiration fra Axelsen

Michael Mørkøv kørte senest parløb ved OL i Beijing i 2008, hvor han sammen med Alex Rasmussen måtte nøjes med en sjetteplads. Siden da har disciplinen ikke været på det olympiske program.

Men lørdag, 13 år senere, drønede han rundt i den olympiske velodrom med tankerne på en anden dansker, der i Tokyo har hentet guld.

- Jeg har fundet stor inspiration i Viktor Axelsen ved det her OL. Jeg har fulgt hans badmintonkampe med stor glæde og set, hvordan han har fejet al modstand af banen. Så alle de her 50 kilometer tænkte jeg kun på at være lige så cool, som han var i den olympiske finale, og det var vi, siger Michael Mørkøv.

Herunder kan du se Mørkøv sende en hilsen til familien.

Men den varme stemning mellem Michael Mørkøv og Viktor Axelsen stopper ikke på banen.

Nej, en følelsesladet olympisk vinder havde lige en ekstra hilsen til familien, da medaljerne havde fundet hjem.

- Trine, Alberte og Frederik - vi gjorde det. Det er min familie, jeg rejser fra, når jeg tager ud og kører cykelløb. Jeg har to fantastisk børn og en meget forstående kone, som støtter mig i den her drøm, og den her guldmedalje er til os allesammen.

- Der kommer også en Viktor i december, og han er opkaldt efter ham, der vandt en guldmedalje for en uge siden, siger Michael Mørkøv.

Det er Danmarks tiende medalje ved OL. Håndboldlandsholdet henter senere lørdag nummer 11 i finalen mod Frankrig.

Facebook
Twitter