Hvornår blev Guldfireren til Guldfireren? Det er svært at huske. Svært bare at forestille sig, at der har været en tid, hvor den ikke har vundet medaljer hjem til Danmark, nærmest som på fast bestilling.
1996, det er svaret på spørgsmålet. Året, hvor roklassen letvægtsfirer første gang var på OL-programmet, var også året, hvor en institution i dansk idræt blev skabt.
Besætningen i den danske båd var Niels Laulund Henriksen, Thomas Poulsen, Victor Feddersen og Eskild Ebbesen. Sammen vandt de OL-guldet i Atlanta. Og derfra var ellers velmenende navne som ’verdensmesterbåden’ eller ’Dansommer-fireren’, efter en daværende sponsor, fortid. Guldfireren var født, både som navn og fænomen.
Siden dengang har båden vundet tre OL-guldmedaljer, en enkelt OL-bronzemedalje, og to OL-sølvmedaljer. Med varierende besætning, men altså under samme navn.
Guldfireren kan være fortid
Det kan imidlertid være slut meget snart. Slut med Guldfireren og danske rodrenge i trikot med armene løftet over hovedet i begejstring over endnu en sejr.
Den Internationale Olympiske Komité, IOC, har nemlig foreslået at fjerne Guldfirerens roklasse fra OL-programmet. Klassen skal fjernes og i stedet erstattes med en kvindelige letvægtsfirer i et forsøg på at gøre OL mere ’gender balanced’, som det hedder. Altså, have en bedre fordeling af køn i de forskellige discipliner.
Dansk Roforbund kæmper imod forslaget fra IOC og har selv stillet et modforslag om, at tilføje en ekstra letvægtsfirer for kvinder, og fjerne en tung firer for mænd, i stedet for at fjerne letvægtsfireren. Ved en kongres i weekenden skal det besluttet, hvilket et af forslagene der skal føres ud i livet. Får Dansk Roforbund ikke 2/3-dele flertal ved kongressen, er Guldfireren fortid som OL-båd.
I den anledning har vi lagt hele finalen - i klippet nede i artiklen har vi lagt afslutningen på finalen, for dem der vil nøjes - fra 1996 ind i playeren over artiklen. Finalen, hvor det hele altså startede.