Ottesen vil vinde guld i ny discplin

Jeanette Ottesen har VM-guld i 100 m fri og 50 m butterfly. Nu vil hun have guld i 100 m butterfly.

Jeanette Ottesen Gray har vundet VM i 100 meter fri og 50 meter butterfly, men nu satser hun på en helt tredje disciplin, nemlig 100 meter butterfly. 

Det afslører den blonde dansker over for DR Sporten.

- 50 meter butterfly er jo ikke på OL-programmet, så vores mål er at træne på 100 meter butterfly frem mod EM i Berlin næste år, siger Ottesen, der dog også har andre begrundelser:

- Jeg synes, det er specielt at kunne vinde i flere discipliner. Ikke mange kan sige, at de har vundet guld i to forskellige discipliner - bortset fra Michael Phelps. Derfor vil jeg gerne satse på 100 butterfly.

- Jeg elsker butterfly, og det er det, jeg satser på mere end crawl i øjeblikket. Lige nu kører mit butterfly rigtig godt, og det er det, der tæller i mit hoved lige nu, siger Ottesen, der håber at kunne kæmpe med om guld på distancen ved VM 2015.

Foreløbig ser hun dog frem til kortbane-EM i Herning i december:

- EM på hjemmebane, det er sådan noget man altid går og drømmer om. Jeg tror og håber, at det bliver for sindssygt, og jeg glæder mig sindssygt meget.

Facebook
Twitter