OVERBLIK Sådan klarede danskerne sig onsdag ved European Games

Der var en sølvmedalje og flere andre flotte danske præstationer under onsdagens konkurrencer ved European Games.

Bordtennisspilleren Jonathan Groth vandt onsdag sølv ved European Games. Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix (Foto: Lars mØLler © Scanpix)

Her får du det fulde overblik over de danske danske resultater under onsdagens discipliner ved European Games.

Badminton

Det var en god onsdag for de danske badmintonspillere i hviderussiske Minsk. På doublesiden spillede førsteseedede Sara Thygesen og Maiken Fruergaard sig videre til kvartfinalerne i European Games, da den danske double fejede et litauisk par af banen med cifrene 21-10, 21-7.

Også herredoublen med Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen er kvartfinaleklar efter de nedkæmpede Jelle Maas og Robin Tabeling fra Holland med cifrene 22-20, 21-12 og dermed snuppede førstepladsen i gruppen.

For de danske singlespillere var der hattrick i avancement. Både Mia Blichfeldt, Line Kjærsfeldt og Ander Antonsen spillede sig således videre fra gruppespillet.

Boksning

I sin kvartfinale var Ditte Ajaaja Frostholm oppe mod hård russisk modstand, og også for hård. Danskeren tabte 5-0 til Anastasiia Beliakova i -60 kilo-klassen. Dermed blev kvartfinalen endestationen for den danske bokser ved European Games.

Bordtennis

Det var med følelserne udenpå tøjet, da Jonathan Groth onsdag aften blev interviewet efter sit finalenederlag til tyske Timo Boll. For selvom danskere måtte se guldet glippe, var Groth både stolt og rørt over sin egen præstation ved European Games og kaldte sølvmedaljen karrierens største øjeblik. Tidligere på dagen fik Groth tilmed endnu en ting at glæde sig over, da han efter sin semifinalesejr sikrede sig kvalifikation til de Olympiske Lege i Tokyo næste sommer.

Bueskydning

For den tidligere danske verdensmester i recurvebueskydning, Maja Jager, var onsdagen ved European Games ikke just den største succesoplevelse. Danskeren formåede ikke at skyde sig videre fra kvartfinalen. Jager fulgtes ellers ad med sin russiske modstander Inna Stepanova og efter fem uafgjorte sæt, måtte de to ud i en shoot off. Her missede den danske bueskytte en stor mulighed efter et halvsløjt udlæg af russeren og røg ud.

I recurve lagde danske Randi Degn godt fra land ved at skyde sig i en 1/8-finale med cifrene 6-4 over Veronika Marchenko fra Ukraine. I kvartfinalen senere på dagen var recurvebueskytten oppe mod overmagten og tabte 1-7 til russiske Balsukova.

Også compound-bueskytter Tanja Jensen måtte se kvartfinalen blive den foreløbige endestation ved European Games. I en tæt dyst mod franske Sophie Dodemont tabte danskeren med ét sølle point, 142-143.

Kajak:

René Holten Poulsen fik en forrygende start i finalen på 1000 meter enerkajak og lignede længe en medaljekandidat. På de sidste 250 meter blev han dog overhalet af hviderusseren Yurenia Aleh, der tog bronze og skubbede danskeren ned på en fjerdeplads.

Hos kvinderne fortsatte Emma Aastrand Jørgensen de positive European Games-takter og kvalificerede sig til finalen i 200 meter enerkajak. Aastrand vandt sit heat i tiden 40,514 sekunder. Dermed kan kajakroeren se frem til hele fire finaler i torsdagens konkurrencer.

I toerkajak blev der tidligt onsdag booket en dansk semifinaleplads, da Line Langelund og Bolette Nyvang Iversen blev nummer fem i deres heat på 200 meteren. I den efterfølgende semifinale roede danskerne en sjetteplads hjem, og det rakte ikke til en videre plads i finalen. Den danske båd kom ind i tiden 39,321 sekunder.

Skydning:

De to danske skytter Jesper Hansen og Emil Kjelgaard Petersen var onsdag på skydebanen i den indledende kvalifikation i skeetskydning. Kvalifikationen fortsætter torsdag, men begge danskere er godt med - begge et enkelt point efter den førende tjekke Tomas Nydrle. I 50 meter riffel, tre positioner, for mænd formåede de to danskere Esben Jakobsen og Steffen Olsen ikke skyde sig blandt de otte skytter, der avancerede til finalen senere på dagen. Steffen Olsen fik en score på 1164, mens Esben Jakobsen skød 1154. Det var desværre ikke nok for danskerne, da den ottende og sidste skytte, der kvalificerede sig til finalen, scorede 1173.

DR sender torsdag live ved Europaen Games fra klokken 8.55 på DR2 og DR TV begyndende med kajak og badminton.

Facebook
Twitter