På en alpetop sagde Macron det, som Løkke allerhelst ville høre

Lars Løkke Rasmussen fortæller om det store lobbyarbejde, der har fået Tour de France til Danmark.

Man kan nemt tabe pusten i Vejle. Lars Løkke ved det.

Det var her, kun 12 kilometer fra Cotê de Koldingvej, som det hedder i Tour de France-termer, at han i sommer stod af som formand for Venstre. I det bakkede terræn, der til næste sommer danner ramme for verdens største cykelløb.

Mestrenes asfalt, de franske pavéer og helikopterskud henlægges til de danske landeveje, hvor Tour de France-karavanen blandt andet kysser startbyerne København, Nyborg, Vejle, når den står på Grand Depárt i dansk tre-trins-raket.

Det er ikke noget lykketræf, at Tour de France-ledelsen har indstillet gps’en til at drage mod danske sidevinde og bakkedrag, men det har en stor del med Løkke at gøre.

For selv om Alex Pedersen, Joachim Andersen og Frank Jensen fra selskabet Grand Départ Copenhagen alle har store aktier i, at Tour de France i 2021 svinger forbi Danmark, så er det ikke nogen hemmelighed, at den daværende danske statsminister Lars Løkke Rasmussen heller ikke var sen til at smøre den franske kæde af spidser, som gjorde det hele muligt.

Fiaskoer er som bekendt forældreløse, men når det kommer til succeshistorier, så er der trængsel ved kommunekontoret.

Og Lars Løkkes indsats er da heller ikke glemt. Så sent som ved præsentationen af den danske Tour-rute, var den forhenværende statsminister inviteret med til pressemødet i Vejle, hvor det franske cykelløbs direktør, Christian Prudhomme, naturligvis var til stede.

Løkke og Prudhomme har over årene udviklet et venskab, der har vist sig holdbart ud over regeringsskifter og formelle besøgsdage, siger Lars Løkke.

- Jeg har god kemi med ham, og jeg er jo bare en has-been now, ikk'? Til september skal vi cykle 17. etape af Touren med Løkke-fonden, og der tager Prudhomme med.

  • To gange har Lars Løkke Rasmussen besøgt Christian Prudhomme under Tour de France, mens direktøren for verdens største cykelløb ved flere lejligheder har været i Danmark. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)
  • Lars Løkke Rasmussen (V) har fået et tæt forhold til direktøren for Tour de France, Christian Prudhomme. Foto: Foto: Ida Maria Hiitola Pedersen
  • Her er de to sammen med Frank Jensen (S) og Rasmus Jarlov (K) ved offentliggørelsen af Grand Départ i Danmark i 2021. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)
1 / 3

Det mindede Tour de France-direktøren selv Lars Løkke om i Vejle.

– Det er i Paris, ikk? Spørger Prudhomme mig så om.

- Nej, gu’ er det ej, det er Col de la Madeleine.

- Okay, jeg skal nok være der, siger han så.

'Den er hjemme'

Man er ikke i tvivl, når man besøger Lars Løkke Rasmussens nye kontor på Christiansborg. Kvadratmeterne har fået en kogevask efter sommerens folketingsvalg, formandsskiftet i Venstre har sendt ham længere ned i feltet på den gule gang på Christiansborgs tredje sal, hvor partimedlemmerne holder hof.

Når man tænker på de mange kilometer, som den daværende statsminister har fået i benene i forsøget på at skaffe Grand Départ til Danmark, så er det kun passende, at der på i bogreolen i Lars Løkkes udvidede kosteskab er fundet plads til Tourens store kogebog og en biografi om det franske cykelikon Laurent Fignon.

Cykelsporten har været hans ting, og selv om det er slut med at tage Team Rynkeby på slæb ned gennem Europa og til Paris, så fylder det stadig.

Det mærkes tydeligt, når historien om det store lobbyarbejde for at hente Tour de France til Danmark bliver fortalt. Forløsningen. Om en herreaften på Marienborg med blandt andre Christian Prudhomme og kronprins Frederik. Om Emmanuel Macrons søde hviskerier på en alpetop. Det hele leveret med swung. Saft.

Det var længe undervejs, men det kom så hurtigt, det kunne.

Da Troels Lund Povlsen, Danmarks erhvervs- og vækstminister i 2016, officielt afleverede det danske bud på en Tour de France-start, besøgte Lars Løkke Christian Prudhomme under selve Touren. Løkke røg med i direktørens følgebil, og kemien var så god, at Prudhomme i en fælles Facebook-video var på nippet til at bekræfte, at Tour de France ville ende på danske breddegrader.

Lyden på videoen var dog ikke prangende, så parret tog den om, og her var Prudhomme en anelse mere tilbageholdende med løfterne.

Derfor måtte Lars Løkke vente med at få sin bekræftelse til året efter, da han som formand for OECD-landene besøgte Élyséepalæet i Paris for at lykønske den nyvalgte, franske præsident, Emmanuel Macron.

-Vi havde ikke forberedt noget om Touren - det var systemerne ikke optaget af. Men Macron er en energisk type, og det gik tjept med at få diskuteret de to ting, som var på programmet.

- Har vi ikke andre problemer end det, siger han så. Er det dét, vi har?

- Jamen vi har ét problem mere, siger jeg så. Vi skal lige have det der Tour de France til Danmark.

- Det anede han ikke noget om, men han kendte Christian Prudhomme. Jeg siger til ham, at jeg har en aftale med Prudhomme om at se Tour de France med ham i Stuttgart.

- Det skal man ikke se i Tyskland. Det skal man se i Frankrig. Du skal tage med mig i stedet for, lød beskeden fra Macron.

Og således blev det.

  • Den franske præsident Emmanuel Macron lykønsker landsmanden Romain Bardet efter 17. etape af Tour de France i 2017. (Foto: pool © Scanpix)
  • Lars Løkke Rasmussen blev en smule rørt over at blive inviteret med til offentliggørelsen af den danske Tour de France-rute. Foto: Ida Maria Hiitola Pedersen
  • Her sidder han på forreste række til præsentationen på Munkebjerg Hotel i Vejle. (Foto: henning Bagger © Scanpix)
1 / 3

Til Tourens 17. etape fløj Lars Løkke med forsvarets fly til Paris, nappede Macrons præsidentfly videre til alperne, hvor en helikopter klarede det sidste stykke op til målbyen, hvor Tour-karavanen snart rullede forbi.

Macron var selv med på bagsædet i Prudhommes bil på etapen, og i målbyen Serre Chevalier lod præsidenten sladrehalsen løbe til Løkke.

- Du får den. Det har Prudhomme sagt til mig i bilen.

Og selv om løbsdirektøren ikke direkte ville bekræfte Macrons ord for Lars Løkke, så sørgede Christian Prudhomme alligevel for ro i maven på den danske statsminister, der var ved at løbe tør for måder at trykke Tour-direktøren de rigtige steder.

- Jeg siger farvel til Prudhomme, og siger så til ham, at ham vores fælles ven siger, at vi får den. Jaeh, siger han så. Hvis han var mig, så ville han ikke bekymre sig så meget om hvorvidt vi ville få Touren.

- Vi har den, tænkte jeg. Den er hjemme. Af samme grund tog jeg ikke derned året efter. Jeg kunne ikke finde på flere måder at sige på, at jeg håber, det ser godt ud med vores planer, lyder det med et grin fra Lars Løkke, der forlod alperne igen i Macrons personlige helikopter.

Med et Tour de France i lommen og et løfte om sidevind på de danske landeveje.

En hårfin grænse

Når verdens største cykelløb næste sommer skydes af under danske faner, så er Lars Løkke Rasmussen dog afklaret med, at han ikke kommer til at spille sin rolle i stykket til ende.

De officielle forpligtelser fra dansk hold ligger et andet sted i magtens korridorer.

- Det er, som det er. Jeg ærgrer mig da i det hele taget over, at jeg ikke er statsminister mere, at jeg ikke skal tale til nytår og til dronningens 80-års fødselsdag. Der er mange ting, og sådan er det.

- Vi er der jo ikke i vores personlige kapacitet; vi har nogle funktioner, og så har vi dem ikke mere. Ud og væk. Og der blev jeg faktisk rørt af, at Alex Pedersen og de andre i Grand Départ Copenhagen tænkte, at jeg også havde spillet en rolle i det her, siger Lars Løkke.

  • Alex Pedersen, direktør for Grand Départ Copenhagen, er sammen med Joachim Andersen idémændene bag at få Tour de France til Danmark. (Foto: henning Bagger © Scanpix)
  • Overborgmester og bestyrelsesformand for Grand Départ Copenhagen, Frank Jensen (S) flankeret af Christian Prudhomme ved præsentationen af Tour-ruten i Danmark. (Foto: henning Bagger © Scanpix)
1 / 2

Men hvor stor en rolle kan man som statsmand egentlig tillade sig at spille i et sådan et prestigeprojekt? Det er en krævende nedkørsel, når skatteborgerne skal samle regningen på et trecifret millionbeløb op, når forskere svært ved at finde evidens for, at pengene automatisk kommer tilbage i kassen.

- Det er jo en hårfin grænse at ligge og tage Tour de France, for jeg kender også danskerne. Lige så glade, de bliver, hvis vi får Tour de France, lige så forargede kan de blive, hvis landets ministre ikke laver andet end at besøge et cykelløb på skatteborgernes regning.

- Men det var dødvigtigt for Prudhomme, at vi var der og viste vores kærlighed til løbet, siger Lars Løkke.

Et portræt af et land

Selskabet Grand Départ Copenhagen har i samme ombæring flere gange været kritiseret for at gå en smule for kosmetisk til værks, når det kommer til budgetplanlægning. Den oprindeligt fremlagte pris på 90 millioner bliver af flere eksperter vurderet til at skulle ganges med to, og det er endda et konservativt overslag.

Reelt set kender de danske skatteborgere først den endelig regning, når Tour-feltet for længst har passeret grænsehandlen.

Lars Løkke Rasmussen er dog ikke i tvivl om, at selv om tallene blæser i vinden et sted over Storebæltsbroen, så bibringer Tour de France-feltet noget andet, som måske ikke kan gøres op i kroner og øre.

- Hvad er værdien af Den Kongelige Ballet? Operaen? Roskilde Festival? Vi har vel brug for som land at samle os om nogle ting. Vi lever i en tid, der er enormt fragmenteret. Vi gider ikke se fjernsyn – vi streamer. Vi kan nøjes med at snakke med dem, vi er enige med på Facebook eller Instagram. Vi har brug for et eller andet, som vi kan være sammen om, som da danskerne stod på Rådhuspladsen i 1992, og dér har Tour de France et potentiale. Det skaber en stolthed, siger Lars Løkke.

- Der er nok nogle mennesker, som går ud og spiser i København under Tour de France. Det ville der jo nok også være alligevel, men jeg er slet ikke i tvivl om, at der er en enorm brandingværdi det for Danmark. Det er jo et portræt af et land, og det kan noget mere. Det bliver en folkefest, siger Lars Løkke Rasmussen.