'Barn af Tjernobyl-ulykken' blev født med 12 tæer: Oksana har nu ti medaljer i fire forskellige sportsgrene

- Den pige overraskede mig, og det har hun altid gjort. Hun gør altid det umulige, siger Oksana Masters mor.

(Foto: Lisi Niesner © RITZAU/SCANPIX)

Rettelse: Vi har tilføjet ordet 'angiveligt' to steder, da en rapport fra FN's videnskabelige komité om effekter af radioaktiv stråling i 2008 fastslog, at det er usikkert - eller ihvertfald ikke bevist med 100 procents sikkerhed - hvorvidt atomulykken og udslippet har haft langtidsvirkninger og effekt på andet end et stigende antal kræfttilfælde i skjoldbruskirtlen. Den fulde rapport kan læses på engelsk her.

Oksana Masters er én af de idrætsudøvere, der kommer til at fylde et par kapitler i historiebøgerne.

Over kaminhylden - hvis hun da har sådan én hjemme i Louisville, Kentucky - hænger der snart ti paralympiske medaljer og stråler om kap. Den seneste vandt hun i går, onsdag.

Det er en præstation i sig selv at hente så meget metal med hjem fra de allerstørste stævner.

Det bemærkelsesværdige ved Oksana Masters er, at hun har vundet dem i fire forskellige sportsgrene ved både sommer- og vinterlegene de seneste ni år.

Oksana Masters' handicap er medfødt og angiveligt* et resultat af en katastofe, der udspillede sig på et atomkraftværk i hendes hjemland, Ukraine.

Du får hendes utrolige historie her. Tag gerne en kop varmt eller koldt, sæt dig godt til rette og prøv at følge med, for der er meget at fortælle om Oksana.

Vi skruer tiden tilbage til den 26. april 1986 og starter med en hurtig historietime, for der er nogle ting, du skal vide for at forstå, hvor vild en præstation den 32-årige kvinde har begået.

Ulykken, alle havde frygtet

Da hændelsen på atomkraftværket nær byen Tjernobyl udspillede sig, var Oksana ikke født endnu. Det blev hun først tre år senere.

Alligevel har den angiveligt* påvirket hendes udvikling i fosterstadiet.

En reaktor på atomkraftværket eksploderede i forbindelse med en test af værkets nødsystem.

Ingeniører ville kort fortalt teste, om reaktoren i tilfælde af strømsvigt kunne bruge overskydende energi i dens turbiner til at forsyne kølevandspumperne med strøm, mens man ventede på at reservemotorerne gik i gang.

Da man slog strømmen fra, gik alt bare galt.

  • Billedet her er fra kort efter eksplosionen natten til den 26. april 1986. (Foto: Volodymyr Repik)
  • Samme sted den 10. juli 2019. En gigantisk metalkuppel er placeret over den ødelagte reaktor for at forhindre radioaktiv stråling i at sive ud. Den er 275 meter bred og 108 meter høj, så Notre Dame-katedralen i Paris ville kunne dækkes af den. Med en vægt på 36.000 ton er den tungere end Eiffeltårnet. (Foto: TARASOV © Avalon/Ritzau Scanpix)
1 / 2

Nedkølingen gik i stå, og aktiviteten i reaktoren blev så stor, at den til sidst gav efter for presset og eksploderede, så det radioaktive materiale fra den blev sendt ud i atmosfæren.

Antallet af døde som følge af eksplosion, brand, trykbølge og følgesygdomme ved strålingen giver Tjernobyl-ulykken titlen som den værste af sin slags nogensinde.

Det vurderes, at den udløste op til 400 gange så meget radioaktivt materiale som atombomben, der blev smidt over Hiroshima i august 1945.

Et skøn lyder på, at det kan tage op til 100.000 år, før radioaktiviteten fra ulykken er helt væk, hvorfor hele området lige siden har stået som en forladt spøgelsesby.

Svigtet af de voksne, der skulle passe på hende

Eftervirkningerne af den massive stråling spænder bredt over blandt andet mange tilfælde af kræft i skjoldbruskirtlen, strålesyge og dna-mutationer.

Oksana Alexandrovna Bondarchuk, som hun hed oprindeligt, er som nævnt én ud af et ukendt antal ukrainske børn født siden 1986, hvis udvikling i fosterstadiet kan være blevet påvirket af strålingen.

Hun blev født som en tilsyneladende sund og rask baby, der ikke havde svært ved at overleve, men hun havde betydelige fosterskader på lemmer og organer.

Seks tæer på hver fod, misdannede fingre på begge hænder og ingen tommelfingre. De er siden blevet skabt gennem operationer.

Hendes venstre ben var seks centimeter kortere end det højre, og begge ben manglede vægtbærende knogler, som gjorde det svært for hende at gå.

Hun fik stillet diagnosen Fibula Hemimelia, som ifølge Dansk Børneortopædisk Selskab er så sjælden en sygdom, at kun omkring 40 børn på verdensplan fødes med den hvert år.

Tanken om at opfostre et meget plejekrævende barn fik Oksanas biologiske forældre til at bortadoptere hende kort efter fødslen, fortæller Oksana Masters på sin hjemmeside.

Hun tilbragte derfor de første syv og et halvt år af sit liv som på tre forskellige børnehjem. Underernæret og dårligt behandlet af de voksne, der burde have passet på hende, fremgår det af en artikel i New York Times, hvor hun fortæller åbent om sin svære opvækst.

Til paralympic.org beretter hun om fysiske overgreb, der efterlod hende med ar på kroppen og sindet.

Oksana fik som seks-årig stukket et billede i hånden. Det viste en amerikansk kvinde, der gerne ville adoptere hende, fik hun at vide, men det trak ud med papirarbejdet.

Det billede beholdt Oksana, og hun blev ved med at håbe på, at denne fremmede en dag ville komme efter hende, som de havde sagt. Også selv om de voksne forsøgte at tage håbet fra hende.

Efter halvandet års venten skete det endelig en sen aften. Oksana var blevet puttet med dynen så stramt omkring sig, at hun lå næsten ubevægelig i sengen og døsede hen, da hun pludselig blev prikket på skulderen.

Ved siden af sengen knælede en kvinde, og bag hende stod en ukrainsk tolk og oversatte deres korte samtale.

- Jeg kender dig. Du er min mor. Jeg har et billede af dig, sagde Oksana, og kvinden svarede, mens hun tog pigens hånd:

- Og jeg kender dig. Du er min datter!

Den dag ændrede Oksana Masters' liv sig totalt. Gay Masters tog Oksana med hjem til et helt nyt liv i New York, og efternavnet Bondarchuk blev skiftet ud.

Da havde hele adoptionsprocessen for Gay Masters taget to og et halvt år, og nu stod hun alene med en handicappet, ukrainsk datter, hun knap kunne kommunikere med.

- Jeg er så utrolig heldig at være i live, for jeg føler på nogle måder, at det ikke var meningen med mig. Jeg ved, at der er børn, der ikke kommer ud af børnehjemmene. Jeg har haft gode venner, der ikke klarede det, og jeg kommer til at leve hvert eneste lille øjeblik for de børn, har Oksana Masters udtalt til paralympic.org.

Her har Oksana Masters lige modtaget den første af de to guldmedaljer, hun vandt ved PL i Tokyo 2020. (Foto: CHARLY TRIBALLEAU)

Kan man svinge fra et gyngestativ uden tommelfingre?

Til New York Times fortæller Gay Masters, hvordan Oksana en dag så et andet barn lege på et gyngestativ. Barnet hang og dinglede fra overliggeren, og det så sjovt ud.

Det ville Oksana også prøve, men Gay forklarede hende, at det var for svært at holde ordentligt fast med de misdannede hænder, hun havde før en operation, der ændrede dem.

- Det her er én af de ting, du har brug for tommelfingre til, forklarede hun.

Senere fik den lille pige overtalt en babysitter til at tage hende hen til det selvsamme gyngestativ, og der gik ikke lang tid, før Oksana Masters selv hang og dinglede fra det.

- Det viste sig, at hun kunne gøre det, selv om hun ikke havde de tommelfingre. Den pige overraskede mig, og det har hun altid gjort. Hun gør altid det umulige.

Som ni-årig fik hun amputeret venstre ben og som 14-årig det højre, fordi de amerikanske læger fandt det nødvendigt, hvis hun skulle kunne bære sin egen vægt.

I mellemtiden var hun flyttet med sin mor til Louisville, og der begyndte hun på trods af sit handicap at dyrke konkurrencesport.

- Jeg fandt hurtigt ud af, at jo mere jeg pressede mig selv, jo stærkere, hurtigere og mere i kontrol blev jeg, fortæller Oksana Masters, der i første omgang begyndte at ro sammen med andre handicappede børn og unge.

Hun havde nogle psykiske udfordringer efter den svære opvækst som børnehjemsbarn, og træningen på vandet blev en måde for hende at fokusere på noget positivt.

En måde at rense tankerne på. Og en måde at bruge sin krop på, hvor hun følte sig fri og i kontrol som aldrig før.

- Så snart hun begyndte at ro, var hun god. Hun tog al sin vrede og sin angst og trænede det hele væk, siger Gay Masters.

Oksana blev så god, at hun som 23-årig i 2012 kvalificerede sig til de paralympiske lege i London. Det gjorde hun sammen med makkeren og Afghanistan-krigsveteranen Rob Jones, der også havde mistet sine ben.

De to kaldte sig 'Team Bad Company' - det dårlige selskab - og de kom hjem med en imponerende bronzemedalje.

Oksana blev derefter kåret som 'årets kvindelige roer' af sit forbund, og den stigende opmærksomhed på hende har ført til en del vellønnede optrædender i reklamer for blandt andet Nike, Visa, Toyota og milliardvirksomheden Procter & Gamble.

Oksana Masters under PL i London 2012, hvor hun vandt bronze sammen med makkeren Rob Jones. (Foto: Emilio Morenatti)

Ny årstid, ny sportsgren, nye mål - og medaljer

Oksana Masters stoppede ikke her, for hun elsker at udfordre sig selv og bevæge sig på usikker grund. Helt ud af 'komfortzonen'.

Derfor kastede hun sin kærlighed på en ny sportsgren, og sommersport på vandet blev skiftet ud med vintersport i sne, da hun begyndte at dyrke langrend.

Som med roningen satte hun sig et mål om at nå toppen, selv om hun startede helt fra bunden og brugte mere tid i sneen end den, som hun ved flere lejligheder har fortalt om.

Hun var stærk i overkroppen, men hun var ikke vant til at bruge benene og holde balancen, så det blev til en del ture på ufrivillig off-pist og sammenstød med træer og buske.

Men, når Oksana Masters på den måde opstiller et mål for sig selv, knokler hun på for at nå det, og i 2014 var hun med på det amerikanske landshold til de paralympiske vinterlege i Sochi, Rusland.

Hun kom hjem med to medaljer. Sølv på 12 kilometer-distancen og bronze på 5-kilometeren.

Oksana Masters under vinterlegene i Pyeongchang 2018. (Foto: Thomas Lovelock)

Fire år senere ved legene i Pyeongchang, Sydkorea, overgik hun sin egen bedrift fra Sochi, da hun vandt guld i 5 kilometer langrend, guld i 1,5 kilometer sprint og bronze i 12 kilometer langrend.

Her deltog hun også i den sportsgren, som på engelsk hedder nordic field biathlon og på dansk skiskydning, fordi man kombinerer langrend med riffelskydning. Oksana hentede to sølvmedaljer i den disciplin.

Hvis du har mistet overblikket, kan vi lige opsummere: Hun vandt fem medaljer ved de samme paralympiske lege. Det var fem!

Med til historien hører den detalje, at hun tre uger før start brækkede sin højre arm ved albuen. Det blev hun opereret for efter legene.

I mellemtiden bed hun smerten i sig, som hun havde gjort på børnehjemmet.

Nordic Biathlon er en vintersport, der kombinerer langrend og geværskydning. Det er oprindeligt en træningsøvelse for norske soldater, som kræver stort fokus og masser af styrke og udholdenhed. Her ses Oksana Masters under vinterlegene i Pyeongchang i 2018. (Foto: Ng Han Guan)

Cyklen gav en ny følelse af fart

En ny skade - denne gang i ryggen - tvang hende til at drosle ned for skisporten, men det forhindrede hende ikke i at kvalificere sig til sommerlegene i Rio, Brasilien, i 2016. Denne gang i håndcykling.

Fra roningen var hun vant til at knokle maksimalt på over en afmålt strækning, hvor armene virkelig kom i sving. Der var ikke så meget taktik i det. Det var bare fuld fart fremad.

Taktik var der til gengæld i skisporten, og nu var hun pludselig i gang med en disciplin, der indeholdt begge dele.

- Efter at have prøvet det første gang blev jeg forelsket i de hastigheder, jeg kunne nå op på, som jeg ikke kunne i andre sportsgrene. Jeg fandt en ny følelse af fart, siger Oksana Masters.

Oksana Masters på vej mod sejren og sin anden guldmedalje ved dette års PL i Tokyo. Hun har tidligere vundet to VM-medaljer i bronze og en bronzemedalje ved UCI Para-Cycling Worlds (Foto: Issei kato)

Turen til Rio var resultatmæssigt ikke nogen stor succes med placeringer som nummer fire og fem i de klasser, hun konkurrerede i, og Oksana sagde til sig selv, at det måtte hun bare arbejde for at forbedre.

Forleden lykkedes det så, da hun ved legene i Tokyo vandt guld i 24 kilometers enkeltstart i tiden 45.40.05. Halvandet minut foran nummer to.

Dagen efter tog hun endnu en guldmedalje ved ét af landevejsløbene. Den kinesiske sølvvinder kom i mål mere end tre minutter senere.

Ny opsummering: Fuldt hus til Oksana Masters, der kunne skrige sin glæde ud indhyllet i det amerikanske flag.

Oksana Masters efter at have vundet sin anden guldmedalje ved PL 2020 i Tokyo. (Foto: Lisi Niesner)

Det er historisk, at det lykkes en atlet at vinde medaljer i både sommer- og vinterlegene.

Ikke mindst fordi hun for godt tre måneder siden igen blev opereret. Denne gang i benet.

I et Instagram-post skrev hun på et tidspunkt, at hun ikke jagter medaljer. Hun jagter en drøm om at repræsentere sit land og om at vise andre børn og unge med udfordringer, at der er et håb, hvis man arbejder hårdt for sin sag.

Det er hun selv et levende bevis på, og hun har allerede sat sig et nyt mål: Hun vil med til vinterlegene i Beijing i 2022.

FacebookTwitter