Podcast: FC Nordsjællands guldhåb forsvinder i Farum

Skal man tro ugens panel i Fodboldmagasinets podcast, får FC Nordsjælland det svært, når de mandag møder FCK. Det og meget mere diskuterer panelet i denne uge.

Morten Nordstrand og FC Nordsjælland er begyndt at vise tegn på, at de kan gentage kunststykket fra sidste sæson. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

I denne uge har podcastens normale vært Henrik Fallesen overladt tøjlerne til Tobias Hansen, som sammen med resten af panelet blandt andet diskuterer topkampen i Superligaen.

FC Nordsjælland har vundet fire superligakampe i træk, mens FC København kun har hentet to point i de sidste tre kampe. Den cocktail har givet fornyet spænding i Superligaen. En spænding, der forsvinder igen på mandag, når de to klubber mødes til topbrag på Farum Park. Så kontant er udmeldingen fra panelet i ugens udgave af Fodboldmagasinets podcast.

Enigheden når lignende højder, når det kommer til Brøndby. Der blæser mildere vinde på Vestegnen, men helt afskrive dem som nedrykker, efter to superligasejre i træk for første gang i over et år, kan man ikke.

Til gengæld kan AGF, FC Midtjylland og Esbjerg ånde lettet op. De skal ifølge panelet ikke en tur i 1. division i den her omgang. Til gengæld ser det skidt ud for Viggos Silkeborg-drenge og ikke mindste det (lidt for) lovende Sønderjyske-materiale.

Lionel Messis ben, Iker Casillas’ verdensherredømme i Real Madrid og muligheden for rent spansk/tyske Champions League semifinaler er også genstand for analyserende kommentarer i den 57 minutter lange podcast.

Ugens panel består af: Andreas Kraul (DR), Gisle Thorsen (Ekstra Bladet), Henrik Liniger (DR)

Facebook
Twitter