Rabobanks Gesink udgår efter styrt

Det ser ikke ud til at blive Rabobanks bedste Tour de France. Holdets talentfulde bjergrytter Robert Gesink må udgå med et brækket håndled.

Rabobank-profilerne Denis Menchov (m), Robert Gesink (tv) og Juan Antonio Flecha (th) havde svært ved at smile ved præsentationen i Monaco. (Foto: Pascal Pavani © Scanpix)

Det ser ikke ud til at blive Rabobanks bedste Tour de France.

Efter at den russiske holdkaptajn Denis Menchov har været næsten usynlig, bortset fra da han styrtede i tirsdagens holdtidskørsel, så må holdets unge hollandske håb Robert Gesink udgå, efter at han brækkede håndleddet i et styrt på femte etape.

Den 23-årige Gesink røg i grøften efter 120 af dagens godt 196 kilometer til Perpignan. Han havde store smerter i hånden, men formåede alligevel at fuldføre løbet som sidste mand, 9,35 minutter efter den franske vinder Thomas Voeckler.

Robert Gesink blev straks efter målgangen kørt på hospitalet, hvor der altså var nedslående nyheder for både ham og Rabobank.

- Det er dramatisk for Robert, men også meget synd for holdet. Han var en af vores spydspidser på bjergetaperne, og han så selv frem til dem, siger holdleder Erik Breukink

Det brækkede håndled er lig med tre ugers pause for den 23-årige rytter.

Facebook
Twitter