Man kan ikke både blæse og have mel i munden, når det gælder inklusion af transpersoner, fair konkurrence og atleters sikkerhed i sportens verden.

Sådan lyder en af hovedkonklusionerne i en rapport fra Storbritannien, hvor arbejdsgruppen The Sports Councils Equality Group, SCEG, gennem 18 måneder har taget fat i et spørgsmål, der flere steder er omgivet af berøringsangst: Udfordrer transpersoner retfærdigheden i sport?

Samtidig slår SCEG fast, at transkvinder bevarer deres fysiske fordele, når de skifter til kvindesport - også selvom testosteronniveauet kunstigt sænkes.

De nye guidelines har særligt fokus på breddeidrætten og understreger noget, som ofte glemmes i farten, siger Ask Vest Christiansen, lektor og idrætsforsker ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.

- Diskussionen vedrører også befolkningen og breddeidrætten mere generelt, og er ikke kun et spørgsmål om, hvem der skal til OL, siger han.

- Inklusion af nogen betyder altid eksklusion af andre. Det er ikke det samme om, at man i breddeidræt ikke skal sørge for, at folk dyrker idræt. Det skal man gøre mest muligt for. Men man kan bare ikke sige, at alle skal kunne dyrke alt idræt, siger Ask Vest Christiansen.

Arbejdsgruppen fremhæver, at der skal tænkes 'innovativt' og sørges for, at ingen føler sig tabt mellem to stole. Her nævnes åbne kønskategorier eller alternative spilformer uden fysisk kontakt som en mulighed.

Der findes ingen 'magisk løsning', lyder det. Netop derfor opfordres de enkelte idrætsgrene til at prioritere og vælge, om de vil fokusere på individets ret eller fair konkurrence, da begge dele ikke er muligt.

Den holdning deler Ask Vest Christiansen.

- Hvis man mener, at kvinder er i en beskyttet kategori, er man nødt til at have objektive kriterier for, hvordan man beskytter den. Præcis som vi gør med U17-kategorien i fodbold. Det giver jo heller ikke mening, hvis personer, der føler sig som 17-årige, får lov til at konkurrere mod en 17-årig, siger idrætsforskeren.

Danmarks Idrætsforbund nedsatte i august 2019 en arbejdsgruppe, som skal rådgive omkring stillingstagen til kønsskifter i sport.

Her - over to år senere - er arbejdet endnu ikke færdigt.

Anbefalingerne skulle være landet i maj sidste år, men covid-19 forsinkede processen, sagde direktør Morten Mølholm dengang og skubbede deadline til november. Siden er den blevet rykket yderligere.

- Vi forventer at få en rapport i Danmark omkring december, som naturligvis også vil se på materialet fra Storbritannien, skriver Morten Mølholm til DR Sporten.

Hormonbehandling udvisker ikke forskellene

Inklusion, fairness og sikkerhed. Taburettens tre ben. Sidste år valgte Det Internationale Rugby Forbund, som det første i verden, at forbyde transkvinder at deltage i internationale konkurrencer. Beslutningen blev truffet med stor vægt på det sikkerhedsmæssige synspunkt, siger Ask Vest Christiansen.

- Det var simpelthen for farligt.

- Der er andre idrætsgrene, hvor sikkerhed ikke er afgørende, og her er det inklusion og fairness, som er afgørende - og man kan ikke få begge dele. Jo, hvis man kun har én åben kategori for alle. Det er absolut fairness og inklusion. Men så vil halvdelen af jordens befolkning (kvinderne, red.) ikke have nogle rollemodeller på podiet at spejle sig i, siger Ask Vest Christiansen.

Hvis vi fokuserer på elitesport, følger de fleste sportsgrene de guidelines, Den Internationale Olympske Komité, IOC, vedtog i 2015. Her tillades det, at transkvinder kan deltage i kvindesport, hvis deres testosteronniveau sænkes under en vis grænse mindst 12 måneder inden konkurrence.

IOC erkendte dog i august, at de regler 'ikke passer til formålet' og derfor har behov for et eftersyn. Her er undersøgelsen fra Storbritannien mere direkte i sine formuleringer: Det nuværende internationale regelsæt 'kan ikke garantere fairness'.

Den forskning, SCEG har brugt, viser, at voksne mandlige atleter i gennemsnit har en præstationsmæssig fordel på omkring 10-12 procent i forhold til kvinder i svømning og løb. I springdiscipliner er forskellen 20 procent, mens det i styrkebaserede idrætsgrene er 35 procent.

Det er et udtryk for, at testosteron er ansvarlig for biologiske forskelle der afgør præstationsforskelle mellem mænd og kvinder i sport, siger Ask Vest Christiansen.

- Og de er betydelige og meget større end de forskelle, der er internt i mande- og kvindegruppen. Her er forskellene mellem 0,1 og 1 procent, siger idrætsforskeren.

Skæver vi til eksempelvis kampsport er forskellene endnu mere markante.

- Forskellen i slagstyrke (kraften i et slag, red.) mellem mænd og kvinder er ikke 10, 20 eller 30 procent. Den er over 200 procent, siger Ask Vest Christiansen og fremhæver et svensk studie, hvor en række transkvinder og -mænd fik hver sin hormonbehandling.

Efter 12 måneder var transkvinderne stadigvæk stærkere end transmændene.

- De mænd, der transiterede til kvinder, beholdt deres styrke, mens de kvinder, der blev til mænd, oplevede øget styrke, men slet ikke i samme høje grad. Transkvinderne havde nemlig fortsat den biologiske fordel med sig fra deres pubertet, siger idrætsforskeren.