Rasmussen har fået flere advarsler

Michael Rasmussen har modtaget flere advarsler fra dopingmyndighederne, fordi han ikke har oplyst, hvor han befinder sig, når han træner. Tre advarsler kan udløse en karantænedom.

Michael Rasmussen på søndagens etape, hvor han hentede den gule trøje i Tignes. (Foto: Stefano Rellandini © Scanpix)

DR Sporten erfarer, at den førende danske rytter i Tour de France, Michael Rasmussen, i løbet af 2006 og 2007 har modtaget flere advarsler for ikke at oplyse dopingmyndighederne om, hvor han befinder sig, når han træner. Tre advarsler kan udløse en karantænedom.

Michael Rasmussen erkendte efter Tourens tiende etape til Marseilles, at han har fået en enkelt advarsel:

- Jeg har modtaget en advarsel for en administrativ fejl. Det er simpelthen et brev, som er blevet forsinket i posten, og det har jeg så indkasseret en advarsel for, som Michael Rasmussen formulerede sig.

Ifølge DR Sportens oplysninger er der imidlertid tale om flere advarsler for enten ikke at oplyse sit opholdssted eller at være udenfor telefonisk eller fysisk rækkevidde, når myndighederne har ønsket at udføre såkaldte out of competition-test.

Formand Jens Evald og sekretariatschef for Anti Doping Danmark Finn Mikkelsen ønsker ikke at kommentere DR Sportens oplysninger. Det her ikke været muligt at få en reaktion fra Danmarks Cykle Union.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk