Rasmussen overlader sagen til advokaten

Michael Rasmussen vil ikke svare på, om han har stempler i sit pas, der kan forklare, hvor han opholdt sig i juni måned: - Det tager advokaten sig af nu, siger han.

Michael Rasmussen på 13. etape, hvor han kørte en imponerende enkeltstart (Foto: Joel Saget © Scanpix)

Det kommer nok til at tage et stykke tid, før omverdenen finder ud af, om Michael Rasmussen har talt sandt og ikke løjet om et træningsophold i Italien.

Det burde ellers være så nemt: Rasmussen kunne fremlægge sit pas og fremvise stempler, der kunne dokumentere, hvor han har opholdt sig i juni. Men det ønsker den danske rytter ikke.

- Jeg vil ikke udtale mig om den slags ting længere. Jeg føler ikke, at jeg er forpligtet til offentligt at berette om, hvor jeg befinder mig. Men fra nu af tager advokaten sig af alt det, siger Michael Rasmussen til Politiken.

Den tidligere italienske toprytter Davide Cassani har fortalt DR Sporten, at han så Michael Rasmussen træne i Italien omkring den 14. juni, hvor han ellers har fortalt dopingmyndighederne, at han var i Mexico. I går blev den udtalelse bakket op af Gerolsteiners manager, Hans-Michael Holczer, der også har kendskab til en rytter, der har set danskeren træne i Italien.

Michael Rasmussen siger til Politiken, at han til gengæld også har masser af vidner på, at han opholdt sig i Mexico i den periode.

Han siger også til avisen, at han ikke regner med, at hans karriere er slut.

- Jeg kan garantere, at jeg ikke er færdig som cykelrytter. Jeg er sikker på, at jeg nok skal få job, også hvis jeg bliver fyret fra Rabobank, siger Michael Rasmussen, der endnu ikke officielt har fået fyresedlen fra Rabobank. Den har holdet foreløbig kun meldt ud i pressen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk