Rasmussen uden for rækkevidde i tre uger

Danskeren i Tour-gult Michael Rasmussen var umulig at komme i forbindelse med i hele 22 dage i træk umiddelbart op til Tour de France. Han var ganske enkelt udenfor rækkevidde i Mexico.

Michael Rasmussen på 14. etape i Tour de France 2007. (Foto: Stefano Rellandini © Scanpix 2007)

Danskeren i Tour-gult Michael Rasmussen var umulig at komme i forbindelse med i hele 22 dage i træk umiddelbart op til Tour de France. Han var ganske enkelt udenfor rækkevidde i Mexico.

Antidopingmyndighederne forsøgte at få fat i ham igennem det meste af juni i både Mexico og på den normale bopæl i Italien. Uden held.

- Det er godt tre uger, han er udenfor dopingmyndigkontrollanternes søgelys. Det virker ikke som om, at Michael har den helt store vilje til at fortælle, at han er i Mexico, siger direktøren for Danmarks Cykle Union, Jesper Worre, til DR Sporten.

Alvorlig forseelse

Det er afgørende, at antidoping-myndighederne kan få fat i på eksempelvis Michael Rasmussen i netop måneden inden, han skal ud i årets største opgave.

Når Rasmussen af den ene eller anden grund ikke er til rådighed for kontrol i tre uger i denne periode, kan det ikke undgå at blive betragtet som en meget alvorlig forseelse.

Fordi dopingkontrollen er blevet bedre til at efterspore forbudte stoffer, er det sjældent, at cykelryttere møder op til konkurrence med sporbar doping. Det foregår i stedet i optaktsperioden til store satsninger.

Flere advarsler

Jesper Worre har i ugens løb understreget, at Michael Rasmussen har modtaget adskillige advarsler fra henholdsvis Anti Doping Danmark og det internationale cykelforbund UCI op til og under perioden, hvor Rasmussen var som sunket i jorden.

Advarsler, der har ført til udelukkelse fra det danske landshold og dermed VM og OL på både landevej og i mountainbike.

Da DR Sporten fik nys om advarslerne, så Worre sig nødsaget til at meddele udelukkelsen til offentligheden, hvilket afstedkom rasende udfald i feltet og blandt arrangørerne af Tour de France, da Michael Rasmussen samtidig kørte i den gule trøje.

- De her ting viser egentlig, at han ikke har været til rådighed. Det er ikke lykkedes for Anti Doping Danmark at teste ham udenfor konkurrence. Jeg synes altså, at Michael har ansvaret for det, der er sket. Det er jo dødærgerligt, han ligger og fører Tour de France, hvis han har rent mel i posen, og det her har sat spørgsmålstegn ved hans præstation. For det har det selvfølgelig, sagde Worre i Aftentour, hvor han fremlagde dokumentation for de datoer, det ikke har været muligt at komme i forbindelse med Michael Rasmussen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk