Regler spænder ben for kunstskøjteløbere

Nye regler gør det meget svært for de bedste danske kunstskøjteløbere at sikre kvalifikation til VM og OL.

De danske kunstskøjteløbere får meget svært ved at sikre kvalifikation til VM i 2013, for et sæt nye regler fra det internationale skøjte forbund betyder, at kravene for kvalifikation er blevet betydeligt skrappere.

- Det internationale forbund har valgt at sætte nogle minimumskarakterer for at få lov at stille op til VM, og det betyder, at det lige nu faktisk kun er de 18 bedste i verden, der er kvalificeret, siger Dansk Skøjte Unions eliteformand Ingelise Blangsted til DR Sporten.

De to bedste danske kunstskøjteløbere hos henholdsvis mænd og kvinder, Justus Strid og Anita Madsen, har endnu aldrig formået at opnå de 65 point, som det kræver at sikre kvalifikation til VM.

- Som det ser ud lige nu, mangler Justus omkring ti point, og det er nok hårdt, siger Ingelise Blangsted.

- I starten på sæsonen følte jeg, at det går aldrig, og det var svært at motivere sig til VM, men til træning laver jeg de samme ting, som de bedste gør, så jeg tror stadig på det, fastslår Justus Strid.

Facebook
Twitter