For anden gang på to uger vinder dansk rytter World Cup i dressur

Carina Cassøe Krüth havde en "helt ubeskrivelig" følelse på banen med hesten Danciera i Göteborg i weekenden, hvor de løb med sejren.

Carina Cassøe Krüth og hesten Danciera var en del af dressurlandsholdet, som vandt guld ved VM i Herning i sommer, hvor billedet her er taget. (Foto: © Friso Gentsch)

Det hele lykkedes i weekenden for den danske dressurrytter Carina Cassøe Krüth og hoppen Heilines Danciera.

Faktisk har de to aldrig redet et så godt program, som de leverede på første dag til World Cup i dressur i Göteborg.

- Det var virkelig den bedste tur, jeg tror, jeg nogensinde har haft med hende, siger Krüth.

Den flotte indsats blev også honoreret. Både i fredagens Grand Prix og i lørdagens Grand Prix Kür løb Krüth og hesten, der i daglig tale kaldes Danse, med sejren.

- Tingene gik virkelig op i en højere enhed, og når det gør det, så smelter man sammen med sin hest. Den følelse er helt ubeskrivelig speciel, siger Carina Cassøe Krüth.

Carina Cassøe Krüth har redet flere topresultater med hesten Danse de seneste år. (Arkivfoto) (Foto: © FRISO GENTSCH, Friso Gentsch/picture-alliance/dpa/AP Images)

- Hun var så meget med mig. Hun var på, men også afslappet, og det gav en harmonisk følelse undervejs, og jeg kunne virkelig nyde det.

Med Krüths sejr i weekenden har der været dansk World Cup-sejr i dressur to gange på bare to uger. I sidste weekend var det Nanna Skodborg Merrald, der hev en førsteplads med hjem på Blue Hors Zepter til World Cup-kvalifikationen i Neumünster.

Også Merrald var til start i Götbeorg. Denne gang var det med hesten Blue Hors Zack, og også den duo leverede gode resultater. Det blev til en en andenplads fredag og en tredjeplads lørdag.

Nanna Skodborg Merrald red sig til en anden- og tredjeplads ved World Cuppen i Göteborgs to konkurrencedage. (Foto: © Björn Larsson Rosvall/TT, Ritzau Scanpix)

Slog 'ikonisk' dressurrytter

Carina Cassøe Krüth fremhæver særligt fredagens program i Göteborg som "overvældende godt". Hun slog sin og Danses personlige rekord i Grand Prix-programmet med et resultat på 78,217 procent.

- Jeg synes tit, man kommer ud og tænker, at der var lige en lille eller stor fejl her, eller det her skal vi lige have justeret lidt. Men der var ikke rigtig noget at komme efter. Og det er sjældent, man har det sådan, siger hun.

Dressur på topniveau handler i høj grad om de helt små detaljer, og meget kan nemt gå galt, fordi det er to individer, der skal arbejde fokuseret og tæt sammen, forklarer Carina Cassøe Krüth.

- Vi kender jo de her heste, fordi vi har arbejdet sammen med dem i mange år, men derfor er det stadig et levende dyr. Når vi rider ind i sådan en arena, som der også var i Göteborg, med virkelig tæt stemning, så kan de reagere anderledes, end de plejer.

- Det er sjældent, at det lige lykkes så godt to dage i streg, siger hun.

I Göteborg var dressur-legenden Isabell Werth også til start. Selvom Krüth lægger vægt på, at hun altid primært fokuserer på at ride op til sit personligt bedste, så lægger hun ikke skjul på, at det er ganske særligt at slå tyske Werth, som er den mest vindende dressurrytter nogensinde.

- Det er da lidt vildt at kunne slå hende. Jeg tror også, hun red på det her niveau, da jeg var barn, så hun er jo helt ikonisk - en legende. Jeg respekterer hende og ser stadig meget op til hende.

Tyske Isabell Werth red på hesten DSP Quantaz i Göteborg. (Foto: © Björn Larsson Rosvall/TT, Ritzau Scanpix)

- Men det er ikke sådan, at jeg rider hjemmefra og tænker: Bare jeg slår hende. Fordi hun er mega, mega god, så hun er svær at komme udenom, siger Carina Cassøe Krüth.

Krüth skal ikke til World Cup-finalen

Weekendens resultat er den anden World Cup-sejr i sæsonen for den danske rytter, der også vandt, da der blev afholdt World Cup på Vilhelmsborg lidt udenfor Aarhus i efteråret. En godkendt sæson, lyder det fra Krüth.

- Det er sgu da lidt vildt. Det havde jeg ikke regnet med, siger hun.

World-cup-finalen afholdes i Omaha i USA til april. Carina Cassøe Krüth når ikke at kvalificere sig til finalen, trods sine to sejre, men det ærgrer ikke den danske rytter. Det har aldrig været planen, at hun ville prioritere den lange rejse til USA.

- Når man kun har én hest på det niveau, så bliver man også nødt til at lave en plan, siger hun.

Årets helt store mål for Carina Cassøe Krüth er EM i efteråret, som er et udendørs stævne. Derfor har hun i stedet for World Cup-finalen, som foregår indendørs, i stedet planer om at få redet nogle konkurrencer udendørs i foråret for at forberede sig bedst muligt.

Med den plan i hånden ser Krüth optimistisk frem mod EM.

- Det ser positivt ud - det er den rigtige kurve. Men der er stadig noget tid til september, siger hun.

Først venter et stort stævne i Herning om halvanden uge, og efter det skal Danse have en velfortjent stævnepause.

I DR's sportspodcast Tyvstart, kan du høre en anden dansk top-rytter Cathrine Laudurp-Dufour og dressurekspert Bjarne Nielsen dykke ned i Laudrup-Dufours nylige beslutning om at sælge sin tophest Bohemian: