Cathrine Dufour dropper World Cup-finale i Las Vegas: Skærer i rejsetiden for at være klar til OL

Dressurrytteren ligger til at kvalificere sig til World Cup-finalen. Men hun vil ikke afsted, da hun har andre planer med sin OL-optakt.

Cathrine Dufour vil ikke deltage i den prestigefyldte World Cup-finale i april, selvom hun skulle kvalificere sig. (Foto: Bjoern Larsson Rosvall © Scanpix)

Den danske dressurstjerne Cathrine Dufour havde nogle dramatiske dage ved weekendens World Cup-stævne i Gøteborg.

Hun endte med at stå øverst på sejrsskamlen lørdag som vinder af World Cup-stævnet, men sejren fik en turbulent optakt, da hun og hendes hest Cassidy kom dårligt fra start.

Ved fredagens indledende grand prix i Gøteborg snublede Cassidy ved den allerførste øvelse i programmet. Og derefter glemte Cathrine Dufour en øvelse til sidst i programmet. Det kostede dyrt på pointene, og dermed endte Dufour på en tredjeplads.

- Det var sgu mange ups and downs. Cassidy snublede ret voldsomt. Jeg har ikke oplevet noget lignende. Han mistede balancen fuldstændig. Det var ret dramatisk. Publikum råbte og skreg. Jeg var bange for, at han havde fået en skade, siger Cathrine Dufour til DR Sporten.

- Det gik lidt ud over mit fokus, og derfor glemte jeg desværre en enkelt øvelse undervejs. Det var bare en dårlig dag på kontoret. Men der var ikke så meget andet at gøre end at trække på smilebåndet og så komme videre. Det er virkelig sjældent, jeg har sådan nogle ture, hvor det hele bare falder fra hinanden.

Heldigvis var Cassidy ikke skadet, og dagen efter leverede de et stærkt comeback. Cathrine Dufour vandt lørdagens World Cup-stævne i sikker stil og henviste vinderen af det indledende grand prix, tyske Benjamin Werndl, til andenpladsen.

- Det var fedt at få oprejsning oven på et grand pirx, som bare ikke gik som ønsket. Fredagens grand prix tæller egentlig bare som en opvarmningskonkurrence, hvor lørdagens ridt er den egentlige konkurrence, så det var den rigtige dag, vi leverede på.

Nej tak til World Cup-finale

Til stævnet i Gøteborg var der vigtige World Cup-point på højkant. Point, der skal samles sammen, hvis man vil kvalificere sig til den prestigefyldte World Cup-finalen i Las Vegas i april.

Dét ligger Cathrine Dufour nu lunt i svinget til at gøre efter weekendens sejr. Men faktisk har hun ingen planer om at deltage i World Cup-finalen i Las Vegas, selvom hun skulle kvalificere sig.

- Hvis jeg red ét World Cup-stævne mere, ville jeg helt sikkert komme med i finalen. Men jeg vælger at gå benhårdt efter OL i stedet. World Cup-finalen ligger nemlig meget tæt på OL i år, og derfor dropper jeg World Cup-finalen for i stedet at holde hestene i total topform til OL.

For at hendes heste skal være i så god OL-form som muligt, vil Dufour ikke flyve sine heste den lange tur over Atlanten til USA. I stedet vil hun ridde stævner i blandt andet Danmark og Tyskland som sin OL-optakt.

- Jeg vil gerne spare mine heste for så meget rejsetid som overhovedet muligt. Jeg vil gerne spare dem for at flyve eller køre i 20-30 timer. I stedet vælger jeg stævner med højest mulig sværhedsgrad med kortest mulig rejsetid. Derfor tager jeg ikke til Las Vegas.

Cathrine Dufour var med til OL i Rio de Janeiro i 2016. (Foto: tony Gentile © Scanpix)

At Dufour dropper World Cup-finalen er ret usædvanligt.

- Jeg har ikke reddet World Cup-finale før, men de, der har prøvet det, siger, at det nærmest kan sidestilles med OL. Jeg tror også, det er den eneste grund til, at jeg kan vælge det fra: Jeg ved ikke, hvad jeg går glip af. Det er kæmpestort. Og jeg er nok nærmest den eneste, der vælger det fra for at passe på hestene.

- Men jeg har virkelig bare sat sigtet på OL. Jeg vil helst ikke dele kræfterne ud på noget som helst. Jeg vil spare så meget på mine hestes kræfter, så vi bare kan give den fuld smadder til OL.

En OL-medalje er muligt

World Cup-finalen i Las Vegas i år bliver altså uden Cathrine Dufour. Til gengæld vil hun satse stort på næste års World Cup-finale, som afholdes i Gøteborg. Men for nu er hendes altoverskyggende fokus OL 2020.

I dressur er det landstræneren, der afgør, hvem OL-billetterne skal tildeles, og med sin nuværende placering på verdensranglisten som nummer seks, ligger Cathrine Dufour godt til i OL-kapløbet.

- Landsholdet har aldrig været stærkere, end det er lige nu. Vi går benhårdt efter en holdmedalje til OL. Hvordan det ser ud individuelt for mig, er lidt for tidligt at sige endnu. Men en top fem er slet ikke urealistisk. Og det er medalje heller ikke. Begge mine heste ser ud til at være i deres livs form.