Cathrine Dufour vinder flot sejr på hjemmebane

Cathrine Dufour og hesten Bohemian var i en klasse for sig på Vilhelmsborg.

Cathrine Dufour fik en fantastisk indledning på World Cuppen, da hun søndag vandt sæsonens første afdeling, der blev afviklet på Vilhelmsborg.

Allerede i går kunne Dufour juble over den første sejr over verdensmesteren Isabell Werth, og søndag leverede den danske ekvipage endnu en fremragende opvisning i freestyle, da de red sig til en score på 88,2 procent.

Dermed endte hun komfortabelt foran Isabell Werth og hesten Emilio 107, der red til 87,845 procent.

Danskeren var derfor mere end almindeligt glad umiddelbart efter, at det hele var afgjort.

- Jeg var hundrede procent sikker på, at Isabell Werth havde slået mig i dag. Hun leverede en magtdemonstration, så det er virkelig fedt, siger Cathrine Dufour.

Ud over sejren kunne Dufour også glæde sig over, at hun satte personlig rekord på Bohemian begge dage.

Lørdagens score lød på 83,435 procent for danskeren.