Guld, sølv og bronze.
De danske dressurryttere satte sig på det hele, da der lørdag blev redet femstjernet Grand Prix Kür på hjemmebanen i Herning.
Og det endda uden Danmarks helt store dressurdronning, Cathrine Laudrup-Dufour, i konkurrence.
I hendes fravær viste danske Lone Bang samt de to verdensmestre i hold-disciplinen, Carina Cassøe Krüth og Nanna Skodborg Merrald, nemlig klassen, da de med flotte ridt sikrede sig alle tre podiepladser.
Øverst på podiet endte Nanna Skodborg Merrald, hendes holdkammerat fra sommerens VM-sejr blev nummer to, mens Lone Bang sikrede sig tredjepladsen.
På ryggen af hesten Blue Hors St. Schufro red førstnævnte et formidabelt ridt, og efter den suveræne præstation kvitterede dommerne også med en score på hele 84.36.
Det var lige akkurat nok til, at den 29-årige danske dressurrytter efter konkurrencen kunne få hængt guldmedaljen om halsen, og det har hun svært ved at få armene ned over.
- Det er fuldstændig vanvittigt. Jeg havde ingen forventninger overhovedet til at vinde den her konkurrence. Det er helt sindssygt, siger Nanna Skodborg Merrald.
Mindre imponerende bliver sejren ikke af, at konkurrencen i Herning var en af ekvipagens første sammen. Derfor får hesten Blue Hors St. Schufro nok også en ekstra gulerod, når de to har redet en sejrsrunde.
- Det er så vildt. Han er så speciel. Han er stadig meget grøn derinde, og der er mange ting, han kan gøre bedre. Men det her er helt vildt, siger Nanna Skodborg Merrald.
Du kan høre interviewet og se et udklip af Nanna Skodborg Merralds ridt i videoen herunder.
Små fejl blev udslagsgivende
Det var dog tæt i toppen, for også Carina Cassøe Krüth og hoppen Heilines Danciera leverede et flot ridt ved stævnet, der rangerer blandt de sværeste.
Og ekvipagen var da efter to World Cup-sejre på to uger også favoritter til at løbe afsted med den helt store hæder på hjemmebanen i Herning.
Men et par små fejl gjorde, at ekvipagen ikke levede helt op til samme fænomenale niveau, som de har vist de seneste uger.
- Der var fejl i dag. Hun (hoppen, red.) trykkede helt vildt. Måske var hun lidt træt, så jeg skulle arbejde helt vildt. Det kunne godt være bedre, og så tager man et par beslutninger for at justere, siger Carina Cassøe Krüth.
Du kan høre interviewet og se et udklip af Carina Cassøe Krüths ridt i videoen herunder.
Det ændrer dog ikke ved, at Carina Cassøe Krüth er godt tilfreds med den udvikling, hun og Heilines Danciera har været igennem.
I otte år har ekvipagen løbende danset sig til større og større resultater på den internationale dressurscene, og det er dagens sølvmedalje endnu et vidnesbyrd om.
- Hvis jeg lige skal tvinges til at tænke over det, så er det da lidt vildt. Når man tænker på, hvor vi var for otte år siden, siger Carina Cassøe Krüth.