Dressur
Dressur-disciplinen bliver ofte sammenlignet med klassisk ballet. Det handler nemlig om ynde, detaljegrad og fuld koncentration. I denne konkurrenceform bedømmes hestens lydighed, smidighed i bevægelserne, fysik og evner. Dertil vurderes rytterens opstilling og samarbejde med hesten af dommerne. Øvelserne skal udføres i en hensigtsmæssig form, som bygger på hestens naturlige forudsætninger.
Under konkurrencen rides et program, hvor forskellige gangarter og øvelser bliver bedømt ud fra en pointskala mellem 1-10.
Nogle øvelser er obligatoriske, men der er også plads til freestyle i kür-programmet.
Hvad betyder küren?
Kür-programmet er ridesportens ’freestyle’-sceance. Her er det op til rytteren selv at lave linjeføringerne og rækkefølgen for øvelserne. Programmet skal dog altid starte og slutte med en parade og hilsen på midterlinjen. Tricket er at lægge linjerne og øvelserne, så de fremhæver hestens styrker og skjuler hestens svagheder.
Voltigering
Voltigering er akrobaternes domæne. En galoperende hest styres rundt på banen af en longefører, mens voltigeren hopper fra jorden op på hestens ryg og udfører en eller flere obligatoriske øvelser - inden der også her indgår et kür-program. Udøver det der foregår på hesteryggen bedømmes også hestens galop, og longeførens evne til at longere hesten korrekt.
Voltigering kan både konkurreres i som hold eller enkeltvis.
Hvad er en longefører?
Longeføren har til opgave at styre hesten fra midten af banen. Her er vedkommende udstyret med en lang line, der er koblet fast til hesten. Mens voltigeren har travlt med at udføre akrobatiske øvelser på hesteryggen, er det longeførens opgave at sikre, at hesten løber den tiltænkte rute så præcist som muligt, så rytterne ikke falder af hesten.
Springning
Springning er nok ridesportens letteste disciplin at forstå. Der skal gennemføres en bane med op til 18 spring, som er op til 160 cm høje og 220 cm bredde – uden fejl. Ekvipagen får fejl, hvis hesten river en bom ned eller stopper foran et spring.
Rytteren skal også holde øje med tiden: Rytteren, som rider for stærkt, bliver måske for uforsigtig og river en bom ned, mens en overforsigtig rytter måske får tidsfejl.
Hvad betyder ekvipage?
Ekvipagen er den betegnelse, man bruger om rytteren og hesten som enhed. For at lykkes optimalt i ridesport er det essentielt, at man er i ét med sin hest. Uanset succes eller fiasko er det ekvipagen, der skal gennemføre banen. Rytter og hest i symbiose.
Paradressur
Pararidning er ridesport for personer med fysiske eller psykiske handicap. Til VM i Herning konkurreres der i paradressur-disciplinen.
Her er det vigtigt at være opmærksom på, at hestens fremtoning stadig vurderes ud fra de klassiske parametre. Selvom en rytter måske mangler en arm eller et ben, skal hesten stadig gå med korrekt takt, være spændstig, have den rigtige holdning og udføre øvelserne fejlfrit.
Forskellen ligger i, at så længe hesten går korrekt, så er det ikke relevant, hvordan rytteren eventuelt sidder.
Men alle med handicap har jo ikke de samme udfordringer? Det bliver håndteret gennem forskellige grader.
Hvad er de fem grader?
Indenfor pararidning findes der fem forskellige grader. 1-5. De klassificerer rytterne i forhold til, hvor fysisk udfordrede de er. Grad 1 kategoriserer dem, der er mest udfordrede, hvor grad 5 kategoriserer dem, som er mindst udfordrede.
Ryttere med handicaps, der placerer dem i grad 1, er så udfordrede, at de rider et program kun i skridt.