Dressurrytter drømmer om podieplads ved sæsonfinalen efter karrierens største sejr

Daniel Bachmann Andersen vandt i weekenden årets sidste World Cup-kvalifikation.

28-årige Daniel Bachmann Andersen har været professionel, siden han var 16 år. (Foto: Leanjo de Koster (FEI) © © DigiShots)

Den danske dressurrytter Daniel Bachmann Andersen viste i weekenden, at han sammen med hesten Blue Hors Zack er i fremragende form før World Cup-finalen i Göteborg om tre uger.

I årets sidste kvalifikationsstævne sikrede han sig sejren med 84.890 procent.

Dermed slog han blandt andet den seksdobbelte olympiske mester Isabell Werth fra Tyskland.

At det lykkedes, er stadig lidt svært at forstå, lyder det fra Daniel Bachmann Andersen.

- Det er helt vildt, at jeg kunne gøre det så overbevisende. At jeg samtidig kunne vinde over nogle af dem, der ligger allerhøjest på verdensranglisten, det er virkelig stort, siger han.

Karrierens største sejr

Selv rangerer Daniel Bachmann Andersen sejren som den største i karrieren. Godt nok har han tidligere stået øverst på podiet ved et World Cup-stævne i Herning.

Men dengang var den tyske verdensstjerne Isabell Werth ikke med.

- Det er derfor, at sejren i weekenden er større, slår han fast.

Daniel Bachmann mener, at sejren i weekenden er et udtryk for, at han er blevet bedre til at finde den rette balance mellem træning og hvile for hesten Blue Hors Zack.

- Det er en virkelig fin balancegang. Får du overtrænet, er hesten ikke motiveret til opgaven, men du skal heller ikke træne for lidt, fordi så er hesten ikke klar til opgaven, forklarer han.

Drømmer om en podieplads

Med weekendens sejr har Daniel Bachmann fået fornemmelsen af, at han har den rette timing i forhold til at ramme hestens optimale niveau til stævnerne.

Samtidig giver sejren også en god portion selvtillid, som han kan tage med videre til World Cup-finalen i Göteborg.

- Med en forrygende form, og hvis alt spiller og klapper, så er mit store mål, at jeg kommer blandt de fem bedste. Men jeg vil også sige, at en podieplads ikke er umulig.

Daniel Bachmann Andersen jubler her over sejren i weekenden. (Foto: Leanjo de Koster (FEI) © © DigiShots)

Sejren i Holland betyder samtidig, at han stryger op på tredjepladsen på årets World Cup-rangliste. Med den placering sikrer han sig også, at han er blandt de sidst startende ryttere i sæsonfinalen.

Og det kan få afgørende betydning, hvis drømmen om en plads blandt de øverste skal indfries.

- Det er som regel dem, der begynder til sidst, som klarer sig bedst til stævnerne. Dommerne skal lige være varme også, siger han.

Daniel Bachmann Andersen deltog også i World Cup-finalen i Paris sidste år. Her blev han nummer syv.

Han er i år den eneste danske rytter, der har kvalficeret sig til sæsonfinalen.

Facebook
Twitter