For første gang siden corona-pause: Dansk sport lukker sig selv ud af stalden

Væddeløbsbanen Racing Arena Aalborg afholder i dag første travløb siden 8. marts.

Siden 9. marts har løbsafvikling været indstillet. Men nu kan travkuskene altså igen rulle ud til konkurrence i Aalborg. Dog under andre forhold end de er vant til. Billedet her er fra Charlottenlund Travbane. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Corona-pausen i dansk sport er ovre.

I hvert fald er der i dag travløb igen på væddeløbsbanen i Aalborg. Og det er det første hestevæddeløb i Danmark, siden sporten blev sat på standby i marts.

Ud fra et forsigtighedsprincip har løbsafvikling været indstillet siden den 9. marts. Men nu kan travkuskene altså igen rulle ud til konkurrence. Dog under andre forhold end de er vant til.

Lars Hellerup, banechef for Racing Arena Aalborg, som er vært for dagens travløb, fortæller, at løbsprogrammet bliver med færre heste og større afstand i staldene end normalt. Det bliver uden publikum, og så er der også indført nye retningslinjer som toiletvagter og omklædning i bilerne.

Det er første gang i de 66 år, væddeløbsbanen i Aalborg har eksisteret, at der ikke vil være publikum til løbene, fortæller Lars Hellerup.

Efter mere end en måneds pause er væddeløbsbanen i Aalborg igen åben. Her er det et billede fra en væddesløbsbane i Stockholm. (Foto: TT News Agency © Scanpix)

Men hvorfor mener Racing Arena Aalborg, at det forsvarligt at genoptage travløb på nuværende tidspunkt?

- Vi har brugt tiden siden den 9. marts til at kigge på forskellige modeller for, hvordan vi kunne komme i gang igen og samtidig leve op til de retningslinjer og påbud, der er kommer fra myndighederne. Det fik vi knækket koden til i sidste uge, siger Lars Hellerup.

- Vi har lavet et sæt retningslinjer, som, ud over at vi kører uden publikum, også indeholder en lang række restriktioner for de deltagende. De retningslinjer har vi så præsenteret for Covid-19-beredskabsgruppen i byen, og de har ikke haft nogen indvendinger imod, at vi kører løb, hvis vi gør det på den måde.

Med kuske, banefolk, dommere og øvrige officials bliver der ifølge Lars Hellerup præcis 99 personer til løbene mandag. 99 personer fordelt på ti stalde.

- Det er de professionelle, som er med i den her omgang. Så håber vi hen ad vejen, at vi kan åbne op, så vi også får hobbydelen med på løbsplan igen, siger Lars Hellerup.

- Væddeløbssporten er et forholdsvis stort erhverv i Nordjylland, og der er mange, der har det som deres arbejde. Og det klart, at når vi ligger stille, så er de (hesteejerne og rytterne, red.) påvirket på samme måde som en restaurant (der ikke kan holde åbent, red.) er. Så der er rigtig stor glæde over, at vi kan komme i gang igen.

Der er travløb på Racing Arena Aalborg både i dag og i morgen fra klokken 15.30.