Gylden islandsk start på VM for islandske heste

To ud af de tre første guldmedaljer ved VM for islandske heste er blevet vundet af Island.

Guđmundur Björgvinsson på ryggen af Garùn frà Àrbæ. (Foto: Michael Rasmussen)

Uge 32 har været længe ventet for mange, der er begejstrede for islandske heste. VM for islandske heste bliver nemlig afholdt i Herning, og nu er de første medaljer uddelt.

Ikke overraskende, i hvert fald når man tænker på at det er et VM for islandske heste, løb Island med to ud af tre guldmedaljer.

I kategorien ”avlshopper på syv år og ældre” vandt Kengala frà Neđri-Rauđalæk med ejer Agnar Snorri Stèfansson på ryggen. De to fik en samlet karakter på 8,53. Det var især rideegenskaberne, der trak karakteren op. Her var Kengala frà Neđri-Rauđalæk nemlig bedst af alle.

I klassen for hopper på seks år var der også fuld gevinst til Island. Garùn frà Àrbæ, der blev reddet af Guđmundur Björgvinsson, snuppede guldet med en samlet karakter på hele 8,62.

Tyskland tog også guld

Lige så godt gik det ikke for Island i den yngre klasse for femårs hopper. Her blev tyske Hrönn vom Kronshof, reddet af Frauke Schenzelm verdensmester med en samlet karakter på 8,52.

VM for islandske heste fortsætter helt til på søndag den niende august, hvor den prestigefyldte femgang-konkurrence afgøres. Her ligger Julie Christiansen godt placeret indledningsvist.

Islandske heste er kendetegnet ved, at de ud over skridt, trav og galop kan mønstre to ekstra gangarter: Tölt og pas.