De fleste håber på blot at gennemføre "verdens sværeste bane" i Hamborg. Caroline Rehoff Pedersen klarede de stejle tyske bakker og store vandhuller fejlfrit.
I weekenden blev den 21-årige danske springrytter således nummer to i Hamborg Springderby uden at vælte nogen af sine forhindringer på vejen. Knap tre dage senere føles præstationen "endnu vildere", understreger Caroline Rehoff Pedersen.
- Det er først nu, det er gået op for mig, hvad der er sket. Det er helt vildt, og jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger hun til DR Sporten.
I springmiljøet omtales Hamborgs derbybane ofte som verdens sværeste bane, fordi der er nogle "ekstreme forhindringer" i form af bakker, buske, søer og svære kombinationer med korte afstande, fortæller Caroline Rehoff Pedersen.
Derfor er hun stolt af sin egen præstation, selvom hun blev slået af tyskeren Marvin Jüngel, der også klarede et fejlfrit ridt og var et sekund hurtigere. Ikke, at det betyder noget for den unge dansker.
- Det var næsten helt tomt at komme hjem, fordi konkurrencen havde været så intens med 30.000 tilskuere, men i Viborg var det helt dødt. Det er svært at beskrive, hvor vildt det er.
- Jeg har nærmest skrevet danmarkshistorie og gjort noget, der var tæt på umuligt, men nu er det bare hverdag igen, siger Caroline Rehoff Pedersen.
Caroline Rehoff Pedersen droppede ud af 1.g på Viborg Handelsgymnasium for at satse fuldt ud på sin sport, og ifølge Bo Møller, som er træner for Dansk Ride Forbunds springland, er der tale om "et ekstraordinært talent".
Caroline Rehoff Pedersens vej til spring begyndte dog med en spiseforstyrrelse, psykisk sygdom og et par bekymrede forældre.
'Jeg var hele tiden ked af det'
I skrivende stund galoperer tilværelsen derudad for Caroline Rehoff Pedersen. Ikke nok med at hun har succes som springrytter kort efter sin seniordebut i januar ved World Cuppen i Leipzig, er hun også fotomodel og forretningskvinde, som køber og sælger heste.
Hendes vej til den sportslige succes kan dog virke tilfældig. Caroline Rehoff Pedersen har altid gerne ville ride, men hendes forældre mente, at sporten var for farlig. Derfor begyndte hun i stedet til fodbold.
I løbet af sin tid i folkeskolen blev hun ramt af psykisk sygdom, udviklede en spiseforstyrrelse og var indlagt af flere omgange. Derfor besluttede hendes mor og far, at deres dengang 13-årige datter skulle have lov til at dyrke en sport, som gjorde hende glad.
- Jeg var hele tiden ked af det og var angst for at spise mad. Jeg blev rigtig svag og kunne ikke dyrke en fysisk sport som fodbold, siger hun.
- Det hjalp at komme på en rideskole, og jeg har ikke haft et eneste tilbagefald, siden jeg satte mig på en hest.
Hør Caroline Rehoff Pedersen fortæller om tilværelsen som springrytter, forretningskvinde og fotomodel.
I dag er forældrene ganske stolte - moderen arbejder tilmed for sin datter, når hun rejser verden rundt. Caroline Rehoff Pedersen er på ingen måde bange for, at sygdommen vender tilbage. Hun har fundet sig selv og yderst bevidst om, hvad hun vil. Springridning.
Efter den "voldsomme oplevelse" ved Hamborg Springderby fortæller Caroline Rehoff Pedersen, at karrieren har taget fart langt hurtigere, end hun turde håbe på.
Målet er nu at kvalificere sig til EM til sommer, selvom hun ikke vil være skuffet, hvis muligheden glipper.
- Jeg vil ikke blive for grådig, siger Caroline Rehoff Pedersen og griner.
- Jeg stræber endnu mere efter OL i Paris næste år, for da har jeg nået at træne mere og har halvandet års mere erfaring.
En fremtidig OL-medaljevinder?
Caroline Rehoff Pedersen kan roligt drømme om mere succes i fremtiden. Det fortæller Bo Møller, som er træner for springlandsholdet og ser en stor stjerne i det 21-årige ryttertalent. Landstræneren sammenligner Caroline Rehoff Pedersens evner med tennisstjernen Holger Rune.
- Hun er et kæmpe talent og har noget ekstra, du ikke kan lære. Hun har et særligt instinkt og gør det rigtige, selvom hun blot har millisekunder til at reagere. Det er helt utroligt i hendes alder, siger Bo Møller.
Han er yderst imponeret over Caroline Rehoff Pedersens "ekstraordinære" præstation ved Hamborg Springderby.
Der skal fortsatte arbejde med den unge rytters teknik og skoling af hesten uden for banen, men potentialet er enormt.
Det lover desuden godt for springlandsholdet, der blot bliver bedre og bedre, understreger Bo Møller, som også råder over den 36-årige Andreas Schou, der var nummer et, to og tre på Dansk Rideforbunds liste over mest vindende ryttere i ridebanespringning i 2022.
Hvis alt går vel, kan Caroline Rehoff Pedersen komme til at figurere på en lignende liste i fremtiden.
- Hun kan sagtens blive OL-medaljevinder og ride sig ind i top-30 i verden. Det er der ingen hindring for. Og bliver det ikke til EM i år, skal det nok ske senere i karrieren, siger landstræneren.