Kritik af DIF for forskelsbehandling: Rideforbunds formand frustreret over manglende tilskuere

Formanden i Dansk Ride Forbund, Ulf Helgstrand, kritiserer DIF's håndtering af tilskueradgang.

- Jeg føler mig fuldstændig uforstående og fortørnet over, at man ikke kan nuancere i forhold til sportsgrenen, men skal skære alle over én kam ligesom fodbold, siger formand i Dansk Ride Forbund, Ulf Helgstrand. (Foto: TT News Agency © Scanpix)

Bestyrelsesformanden for Dansk Ride Forbund, Ulf Helgstrand, retter kritik mod Danmarks Idrætsforbund, DIF, og er frustreret over, at der bliver forskelsbehandlet mellem fodbold og andre idrætter, når det kommer til det tilladte antal tilskuere til idrætsarrangementer.

Coronapandemien satte en stopper for tilskuere til sportsarrangementer, men siden er der blevet åbnet forsigtigt op for tilskuerne igen. Senest blev forsamlingsforbuddet hævet til 100 personer.

Dog har Superligaenforsøgsbasis haft flere tilskuere på stadion. Da FC Midtjylland havde besøg af FC København, var der omtrent 4.100 tilskuere på stadion. Det vækker harme hos Ulf Helgstrand, at Superligaen kan få lov, når de andre idrætsgrene ikke kan.

- Det, der er dybt frustrerende for mig, er, at der er forskelsbehandling. Hvis fodbold må (have et større antal tilskuere, red.), så burde andre idrætter, som også har masser af plads omkring sig, også have lov til det, siger han.

Formand i Dansk Ride Forbund Ulf Helgstrand med Prinsesse Benedikte under forbundets 100-års jubilæum i 2017. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Som Ulf Helgstrand forstår det, så er udmeldingen fra DIF, at fodbolden er forsøgsordningen. Derfor må en sportsgren som ridning vente, og det mener formanden for rideforbundet ikke er rimeligt med de store arealer, som ridekonkurrencerne løber af stablen på.

- Jeg synes simpelthen, at det er under lavmålet, at man ikke kæmper lidt for det, når man mere eller mindre kan dokumentere, at alle forholdsregler overholdes med hensyn til afstand og alt muligt andet.

- Jeg føler mig fuldstændig uforstående og fortørnet over, at man ikke kan nuancere i forhold til sportsgrenen, men skal skære alle over én kam ligesom fodbold, siger Ulf Helgstrand.

DIF-direktør Morten Mølholm afviser dog kritikken og peger på, at fodbolden med Divisionsforeningen i spidsen lavede et kæmpe stykke arbejde for at sikre, at forsøgsordningen blev en realitet og afviklet på en forsvarlig måde.

- Jeg er helt enig i, at der på den længere bane selvfølgelig ikke skal gøres forskel på idrætterne. Men vi snakker om en situation, hvor ikke alle kan være på forsøgsordninger, og hvor vi bliver nødt til at prøve det af. Det kan vi ikke gøre i alle idrætsgrene.

- Det var ikke bare et spørgsmål om, at vi hev fat i fodbolden. Fodbolden tog også selv initiativ. Men vi har hjulpet fodbolden ud fra dels en tankegang om at hjælpe dem på deres egne præmisser, men også fordi vi kunne se, at fodbolden kunne være murbrækker for de øvrige idrætter.

- Man må bare sige, at fodbolden har haft muligheder og ressourcer for at lave en masse protokoller, som ingen andre har. Udover det, så har de også en opmærksomhed, så jeg synes, det er den helt rigtige strategi, siger Morten Mølholm.

Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund, DIF, mener, at forsøgsordningen med tilskuere til fodbold har fungeret glimrende. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Manglende klarhed giver usikkerhed

Det er politikerne, der bestemmer adgangen for tilskuere, og de går til forhandlingsbordet igen mod slutningen af sommeren. Derfor er loftet på 100 personer, og det bliver næppe ændret før politikerne sætter sig til forhandlingsbordet til august.

- Det er fint nok, at forsamlingsforbuddet er øget til 100, men det er jo ingenting i forhold til de store arrangementer. Til de små stævner kan vi godt leve med det, men der er store udfordringer med de større stævner, siger Ulf Helgstrand.

I efteråret er der både programsat danmarksmesterskaberne i springning og dressur samt en World Cup, der skulle have været afholdt i Boxen i Herning. Det er de stævner, som rideforbundet har svært ved at planlægge.

Forbundet har været nødsaget til at flytte det planlagte World Cup fra Herning til Vilhelmsborg, som har plads til betydeligt færre tilskuere.

- Det ville jo være super ærgerligt at aflyse nogle af de store stævner, hvis det så viser sig om en måned, at det godt kunne lade sig gøre alligevel. Tænk, hvis der bliver givet fri til september, så har vi jo brændt os helt vildt i forhold til at have flyttet World Cuppen fra Boxen i Herning, siger Ulf Helgstrand.

Facebook
Twitter