Laudrup-Dufour vinker farvel til guldhest: 'Havde drømt om at beholde ham længere tid'

Cathrine Laudrup-Dufour har redet for sidste gang til et stort stævne på hesten Vamos Amigos.

Cathrine Laudrup-Dufour og Vamos Amigos vandt hele tre medaljer sammen ved VM i sommer. (Foto: © Garry Bowden/Shutterstock, Copyright (c) 2022 Shutterstock. No use without permission.)

For få måneder siden red Cathrine Laudrup Dufour og hesten Vamos Amigos sig til hele tre medaljer ved VM i dressur.

Formen og samarbejdet var suverænt, og i holdkonkurrencen, som Danmark endte med at vinde, scorede den danske ekvipage højest karakter af alle.

Men for den danske dressurrytter er det nu blevet tid til at sige adios, Vamos Amigos.

Medaljehøsten og ridtene på hesten med det spanskklingende navn stopper nemlig nu, da den 10-årige Vallak skal hjem til sin ejer i England, Annabelle Pidgley. Fremover bliver det derfor englænderen og ikke Cathrine Laudrup-Dufour, der rider konkurrencer på Vamos Amigos.

En fælles beslutning, fortæller den danske dressurrytter, der har et tæt samarbejde med familien i England. Det gør dog ikke afskeden mindre vemodig.

- Jeg havde selvfølgelig drømt om at beholde ham længere tid, siger hun.

- Men det er jo familien, der bestemmer i de her relationer, fordi de ejer hesten, og jeg bare er ansat som rytter. Jeg har bare været ansat til at gøre et stykke arbejde, inden hun kunne overtage tøjlerne.

Du kan se Cathrine Laudrup-Dufour og Vamos Amigos ridt fra holdfinalen ved VM i videoen herunder.

Selvom afskeden kommer lige i kølvandet på tre VM-medaljer, er Cathrine Laudrup Dufour ikke frustreret over at måtte vinke farvel.

Til dels fordi hun stadig skal agere træner for Vamos Amigos og 17-årige Annabelle Pidgley.

Og så også fordi, det hele tiden har været aftalen, at Cathrine Laudrup Dufour skulle uddanne og ride Vamos Amigos ind på den internationale scene og derefter overlade tøjlerne til guldhesten.

- Sådan er det at være ansat som rytter, der har man dem ikke for evigt. På et tidspunkt skal de videre til deres ejere, siger den danske dressurrytter.

- Så jeg er bare virkelig taknemmelig for al den tid, jeg har fået med ham. At jeg har fået lov at blive verdensmester med landsholdet med ham, det går ud over mine vildeste forventninger.

Én tophest tilbage - men nye er på vej

Når Catahrine Laudrup-Dufour om et par uger sadler op til konkurrence igen, bliver det derfor ikke med verdensranglistens nummer to som makker.

I stedet sætter hun sig op på ryggen af verdens tredje bedst rangerede dressurhest lige nu.

For mens verdens nummer to, Vamos Amigos, har været førstevalg hen over foråret og sommeren, er hesten Bohemian, der er verdensranglistens nummer tre, gået hen og blevet reserve.

Ikke en dårlig erstatning, må man formode. Og Cathrine Laudrup-Dufour er da også ganske fortrøstningsfuld, hvad fremtiden angår.

- At jeg har haft nummer to og tre på verdensranglisten hører jo lidt til sjældenhederne. Jeg har bare haft et luksusproblem indtil nu, siger hun.

Cathrine Laudrup-Dufour har blandt andet redet på Bohemian ved OL i Tokyo. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Skulle det uheldige ske, at den 12-årige vallak blev skadet, går det dog fra at være et luksusproblem til et reelt problem.

- Så står jeg lidt med håret i postkassen. Så nu må jeg stramme ballerne for at gentage successen med nogle flere heste, siger den danske dressurrytter.

Cathrine Laudrup-Dufours næste sportslige mål er derfor ganske klart.

- Jeg har et par nye yngre, men rigtig gode heste på vej. Så det er om noget motiverende og presserende, at jeg skal have dem op på topniveau. Så det er mit næste mål at producere den næste grandprix-hest så hurtigt som muligt, siger hun.

Vamos Amigos er ikke den eneste, Cathrine Laudrup-Dufour har taget afsked med i år. I august red hun nemlig for sidste gang i konkurrence på 19-årige Cassidy. Ridtet kan du se her.