Missionen var klar for den danske voltigør Sheena Bendixen og hendes hest Klintholds Ramstein ved mandagens frie program.
Hvis drømmen om VM-metal i voltigering skulle indfries, var kravet at to modstandere skulle passeres i den samlede stilling.
Og den mission lykkedes for 29-årige Bendixen.
Med et fremragende frit program, som indbragte danskeren 8.511 point, vekslede hun femtepladsen efter gårsdagens to konkurrencer til en samlet tredjeplads.
Dermed kunne Sheena Bendixen trække VM-bronzemedaljen om halsen foran det danske hjemmepublikum i Boxen i Herning.
Franske Manon Moutinho var bedst og nappede guldet, mens tyske Julia Sophie Wagner vandt sølv.
Med bronzemedaljen forbedrede Sheena Bendixen sit VM-resultat fra i fjor, hvor hun endte på en fjerdeplads.
I videoen herover kan du se Sheena Bendixens frie program, som indbragte hende VM-bronzen.