Ponypiskende landstræner slipper med skriftlig advarsel

Dressurlandstræneren for ponyer Jette Nevermann Torup blev bortvist ved et stævne for at piske en pony.

Ved de nordiske mesterskaber i ridesport brugte Jette Nevermann Torup unødigt sin pisk mod en pony. Nu har hun fået sin straf. (Foto: TT News Agency)

Dressurlandstræneren for ponyer, Jette Nevermann Torup, har fået en skriftlig advarsel af Dansk Ride Forbund.

Advarslen kommer, efter at Jette Nevermann Torup i sidste uge blev bortvist fra de nordiske mesterskaber, da to af stævnets stewarder samt en dyrlæge havde set hende piske en pony unødigt hårdt.

- Vi har fået en rapport fra chefstewarden til de nordiske mesterskaber, som klart har indikeret, at Jette Nevermann Torup har foretaget en unødig hård korrektion af hesten. Men hendes handling ligger meget langt fra det, vi ville kategorisere som et decideret overfald af hesten, siger Dansk Ride Forbunds generalsekretær, Morten Schram Rodtwitt.

En masse mennesker har på Facebook kaldt på Jette Nevermann Torups fyring efter den her episode. Er en skriftlig advarsel en hård nok sanktion?

- For det første er jeg glad for, at folk reagerer på sager som den her. Det viser, at der er en reel bekymring for hestenes ve og vel i dansk ridesport.

- Men den konkrete sag behandler vi som en intern personalesag. Vores strafudmåling er sket på baggrund af chefstewardens rapport, og altså på et mere oplyst grundlag end det, som de oprørte facebookbrugere har kommenteret på.

Hvad sker der med Jette Nevermann Torup, næste gang hun bruger sin pisk unødigt hårdt mod en pony?

- Jette Nevermann Torup er blevet bedt om at ændre sin adfærd og brug af pisk, og hun ved, at hun vil være under skærpet tilsyn fremadrettet. Vi har givet hende en kraftig sanktion. Der kommer ikke en advarsel nummer to, hvis hun ikke overholder vores retningslinjer, siger Morten Schram Rodtwitt.

Jette Nevermann Torup har været ansat som landstræner i Dansk Ride Forbund i 2013.

DR Sporten har forsøgt at få en kommentar fra Jette Nevermann Torup, men indtil videre uden held.