Reservehesten Vamos Amigos har blandet sig i verdenstoppen og giver Cathrine Dufour ro i maven

Cathrine Laudrup-Dufour red egentlig på sin reservehest, men sluttede alligevel på en andenplads ved stævne i weekenden.

Cathrine Laudrup-Dufour blev toer i world cup-stævnet i Neumünster i weekenden. (Foto: © Stefan Lafrentz via www.imago-im, imago images/Stefan Lafrentz)

Man skal smede, mens jernet er varmt, og for en af Danmarks bedste dressurryttere kunne det godt være nu, hun skal finde hammeren frem.

Cathrine Laudrup-Dufour kan i hvert fald konstatere, efter weekendens world cup i Neumünster, at hun har mere end en hest at spille på.

Sammen med hesten Vamos Amigos red hun i weekenden en andenplads hjem, kun overgået af verdensranglistens nummer et, tyske Jessica von Bredow-Werndl.

- Det gav faktisk lidt ro i maven, da vi kørte fra stævnet i Neumünster, for nu ved jeg, at jeg har to jern i ilden, der kan være aktuelle til et VM, siger Cathrine Laudrup-Dufour.

Vamos Amigos er Dufours nyeste skud på stammen, og hesten var samtidig den yngste ved stævnet i Neumünster.

- En andenplads var langt over forventning. Konkurrenterne var alt for gode til, at jeg burde kunne ligge der med den hest, jeg red på. Så det var en kæmpe overraskelse og selvfølgelig mega positivt.

- Vamos Amigos er stadig en ung hest, men det her var helt sikkert hans internationale gennembrud på absolut topplan. Det er kun verdensranglistens nummer et, der slår mig. Det kom megameget bag på mig, og det er klart den bedste præstation, jeg har haft med Vamos Amigos. Den har taget et kæmpe ryk, siger Cathrine Laudrup-Dufour.

Cathrine Laudrup-Dufour red på Bohemian ved OL i Tokyo i sommer. (Foto: © ALKIS KONSTANTINIDIS, Ritzau Scanpix)

Vamos Amigos' store fremskridt gør dog også, at Cathrine Laudrup-Dufour nu står med to kort på hånden i form at Vamos Amigos og Bohemian, der begge kan gøre sig i verdenseliten. Og hun har også stadig Cassidy, der dog 'er i sit efterår'.

Det gør, at hun skal træffe en beslutning til hvert eneste stævne om, hvilken hest hun vil ride på.

- Mit valg afhænger af, hvad der passer til hesten. I Neumünster i weekenden var i en meget lille arena med en presset stemning, og det er Vamos Amigos ekstremt modig med, hvor nogle af de andre måske vil synes, det er et ubehageligt pres, siger Cathrine Laudrup-Dufour.

Det helt store kryds i kalenderen for Dufour er verdensmesterskabet, der i år afholdes på hjemmebane, når Herning slår dørene op for VM til august.

Man kunne argumentere for, at det stiller Dufour overfor et ubehageligt valg, et luksusproblem, at hun har flere heste at vælge mellem. Men sådan ser hun det ikke.

- Selvfølgelig er der VM på hjemmebane til sommer, som jeg drømmer rigtig meget om, og der skal jeg tage et valg. Men ellers er det ret fedt at kunne skifte frem og tilbage mellem turneringerne med de forskellige heste. Det er et godt problem, og det er egentlig ikke et problem, det er bare dejligt, siger hun.

Cathrine Laudrup-Dufour og Vamos Amigos scorede 86,725 ved world cup-stævnet i Neumünster. Det kastede en andenplads af sig. Generelt havde danskerne en god weekend i Neumünster, hvor Nanna Merrald blev treer, Carina Cassøe Krüth sluttede på fjerdepladsen og Charlotte Heering kom også lige akkurat i top-10. (Foto: © Axel Heimken)

Hun fortæller, at det stadig er Bohemian, der er det klare førstevalg til at ride ved verdensmesterskabet. Også selvom Vamos Amigos lige har leveret en toppræstation i Neumünster.

- Der skal mere til at rykke ved min prioriteringer. Men det, der er positivt ved Neumünster, er, at mens jeg før kun havde Bohemian omkring landsholdet, så ligner det nu, at jeg har to heste, der er i A-truppen.

- Det er bare to megatalentfulde heste, som passer mig fantastisk, som dommerne kan lide. Det er to kæmpegode heste, og det er altid meget privilegeret som rytter at, hvis der, gud forbyde det, skulle ske en skade på en af dem, så har jeg stadig en chance for at ride med på landsholdet, siger Cathrine Laudrup-Dufour.