Salve, tis eller forurening? Vinderhest fra verdens største væddeløb får nyt positivt svar på dopingprøve

Efter sejren i Kentucky Derby testede vinderhesten positiv for forbudte stoffer. B-prøven giver samme resultat.

Kun én gang tidligere er en vinderhest i det 147 år gamle Kentucky Derby blevet diskvalificeret for brud på dopingreglerne. (Foto: Bryan Woolston © Ritzau Scanpix)

Indicierne vokser og vokser mod en af historiens største galoptrænere, Bob Baffert.

Hesten Medina Spirit har nemlig fået svar på B-prøven efter sejren i verdens største hestevæddeløb, Kentucky Derby.

Svaret bekræfter udfaldet af den første test: Der var forbudte stoffer indblandet, da hesten strøg over stregen som den første i begyndelse af maj.

Det begynder derfor at dufte af en diskvalifikation til årets vinderhest.

Den syvdobbelte vindertræner Baffert er allerede blevet bedt om at holde sig væk fra den legendariske væddeløbsbane Churchill Downs i Louisville, Kentucky de kommende to år.

Det bekræftede banens administrerende direktør, Bill Carstanjen, til New York Times onsdag.

- Hensynsløs praksis, der bringer sikkerheden hos både heste og mennesker i fare eller miskrediterer vores sport, kan ikke accepteres.

- De positive test fra Bafferts hest truer Kentucky Derbys ry, sagde han.

Skiftende forklaringer

Selv har Baffert forsøgt sig med skiftende forklaringer, når han har skulle redegøre for, hvordan den første dopingtest endte med at blive positiv.

Først sagde han til Fox News, at han var blevet forsøgt udstødt fra det fine selskab i Kentucky.

- Vi lever i en anderledes verden nu. Det her USA er anderledes. Det var en slags 'cancel culture', lød det.

Cancel culture er, når en person bliver udstødt fra sociale eller professionelle kredse, typisk på grund af kontroversiel ageren.

68-årige Bob Baffert har som træner ført sine heste til over 3.000 sejre i løbet af en over 30 år lang karriere. (Foto: Bryan Woolston © Ritzau Scanpix)

Alternativt kunne forklaringen også være, at prøven var blevet forurenet, fordi hestene ikke lever i isoleret boble, forklarede Baffert, inden han også bragte en tredje teori til truget: Staldkarlene kunne havde spist hestens hostemedicin, før de havde tisset på den halm, som hesten havde spist.

Gode, kreative forklaringer.

Men måske også lidt for usandsynlige forklaringer. Senere korrigerede Baffert selv historien.

Han havde nemlig også behandlet Medina Spirit for udslæt med en svampedræbende salve ved navn Otomax, der ifølge Baffert noget overraskende indeholdt det forbudte stof betamethason.

Et stof, der også kan skydes direkte ind i ledene for at reducere smerter og hævelser hos heste.

Men det er ikke været tilfældet, at Medina Spirit er blevet behandlet på den måde, siger Bob Bafferts advokat, Craig Robertson.

- Vi forventer, at det vil blive bevist, at sporene af betamethason kommer fra Otomax og ikke fra en injektion. Til syvende og sidst handler det her om behandlingen af det udslæt, som Medina Spirit havde, forklarer han til USA Today.

Flere prøver skal give beviser

Konklusionen er derfor ikke så lige til.

Der kan sættes to streger under, at Medina Spirit havde det forbudte stof i kroppen under løbet.

Men om det er sket bevist eller ubevist er fortsat ubesvaret.

I staldens kulisse står hestens ejer, den saudiske forretningsmand, Amr Zedan, også og kæmper for, at både hest og Baffert skal renses.

Ifølge Zedans advokat, Clark Brewser, bør der tages både blod- og urinprøver fra hesten, så det kan ’bevises, at den utilsigtede forgiftning kommer fra den salve, der har været brugt til at behandle en hudlæsion på hoften’.

Ønsket har Kentucky Horse Racing Commission valgt at imødekomme.

Blod- og urinprøverne er derfor sendt til en uvildig undersøgelse på et laboratorium.

Men Baffert er sat på listen over uønskede gæster på Churchill Downs de kommende år, selvom han med årets sejr blev den mest træner i væddeløbets historie.

Det er femte gang inden for det seneste år, at en af Bob Bafferts heste er blevet testet positiv i en dopingprøve.