Stinna Tange er nomineret til verdens bedste rytter

Paradressurrytteren Stinna Tange er som den eneste handicappede nomineret i kategorien 'verdens bedste rytter'.

Stinna Tange er tidligere blevet tildelt "Kulturministerens Handicapidrætspris " ved DR's store sportsshow. Det blev hun ved showet i 2017. (foto: Henning Bagger / Scanpix 2017) (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Verdens bedste ridesportsatlet. Intet mindre. Det er den titel, som Stinna Tange er blevet nomineret til.

Og det er hun som den eneste handicappede af de fire ryttere, der er blevet indstillet til prisen af Det Internationale Rideforbund, FEI.

- Jeg blev bare så rørt, da jeg åbnede mailen, og der stod, at jeg var nomineret til Bedste Atlet. Paradressurryttere nomineres oftest i 'Against All Odds'-kategorien, men det her er altså 'Bedste Atlet' – på lige fod med raskrytterne, siger Stinna Tange til parasport.dk og tilføjer:

- Det er en kæmpe anerkendelse – både for mig men også for para-dressursporten som helhed. Jeg er så stolt.

Stinna Tange er nomineret efter et særdeles succesfuldt år, hvor hun i september vandt to gange guld ved VM i paradressur i den amerikanske by Tryon.

Ved selvsamme lejlighed red Tange, der er født uden ben, sig til sin bedste score nogensinde i disciplinen kür, hvor hun blev noteret for en score på 78,947%.

I tildelingen af prisen vægtes stemmer fra en jury med 50 procent, mens de resterende 50 procent vægtes via en offentlig afstemning, som du selv kan deltage i her.

Facebook
Twitter