Træner udelukkes i fire år for grov og ulovlig medicinering af heste: ’Det er absolut ikke dyrevelfærd’

Galoptræner Marc Stott er idømt en udelukkelse på fire år for ulovlige indsprøjtninger.

En galoptræner er blevet udelukket i fire år af Dansk Galop for at have givet heste ulovlige indsprøjtninger (Arkivfoto) (Foto: christian Als © Scanpix)

Gentagen og systematisk medicinering af heste koster nu galoptræner Marc Stott en firårig udelukkelse. Det meddelte Dansk Galop mandag efter en henstilling fra Skandinavisk Dopingkomité.

Udelukkelsen skyldes ’flere grove og forsætlige overtrædelser’ af reglerne for medicinering af heste.

- Det er groft, når en træner overtræder det medicinske reglement sammen med en dyrelæge. Det er trænerens ansvar, at hesten ikke bliver behandlet forkert eller får et forkert stof. Og i det her tilfælde er begge ting sket, siger Nick Elsass, bestyrelsesformand for Dansk Galop.

Et præstationsfremmende middel

Ifølge Skandinavisk Dopingkomité og Dansk Galop har Marc Stott overtrådt reglerne for brugen af stoffet Duphalyte. En væske med vitaminer og elektrolytter, som heste gives som drop, og som hjælper til fysisk at restituere hurtigere og bedre. Altså et præstationsfremmende middel, som ikke er tilladt at give heste 96 timer inden et løb. Men det har Marc Stott gjort gentagende gange.

Træneren Marc Stott har givet heste præstationsfremmende og smertestillende midler imod reglerne (Arkivfoto) (Foto: Malte Kristiansen © Scanpix)

Derudover har Marc Stott også givet en hest lægemidlet Hylartil, et naturprodukt som udvindes af hanekamme, og som sprøjtes ind i en hests led som et smøremiddel, hvis en hest har smerter eller gigt.

- Det er absolut ikke dyrevelfærd. Det er smertestillende, og det går ud over dyrevelfærden, fordi hesten tror, den har det skidegodt, selvom det modsatte er tilfældet, og det kan føre til skader. Derfor er det strengt forbudt at behandle et led, 14 dage før en hest skal løbe. Men det har Marc Stott gjort flere gange, siger Nick Elsass.

Ud over Dansk Galops firårige udelukkelse af Marc Stott anbefaler Skandinavisk Dopingkomité desuden, at Dansk Galop anmelder de involverede dyrlæger til Fødevarestyrelsen. Det er nu en overvejelse hos Dansk Galop, fortæller Nick Elsass.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter