Tre EM-medaljer på stribe for Dufour: ’Jeg viser, at jeg hører til helt i toppen’

Danske Cathrine Dufour vandt lørdag sølv i disciplinen Kür ved EM i dressur.

Cathrine Dufour ligger nummer tre på verdensranglisten i dressur. (Foto: Friedemann Vogel © Ritzau Scanpix)

Bronze med Danmark i holdkonkurrencen i onsdags.

Bronze i disciplinen Grand Prix Special i torsdags.

I dag rundede den danske dressur-darlig Cathrine Dufour så en imponerende EM-uge af med at tage et trin op ad på medaljeskamlen.

For hun vandt sølv i favoritdisciplinen Kür med hesten Bohemian, og dermed er tretrinsraketten skudt af for at fejre Dufour.

- Det er så dejligt og en kæmpe forløsning. Vi har også fået et lille glas allerede, siger hun.

Inden dagens finale var der på forhånd sadlet op til kamp mellem verdensranglistens førende dressurryttere. Og selvom danskeren ikke kunne hamle op med den tyske hjemmebanefavorit, Jessica von Bredow-Werndl, imponerede Dufour og Bohemian med en score på 88,436 procent.

- Jeg viser, at jeg hører til helt i toppen. Det kan godt være, at jeg selv ved det, men det gælder om at vise det, og det gjorde jeg virkelig i dag.

- Tre medaljer med hjem i bagagen. Hele ugen har virkelig bare været ti ud af ti, siger den danske medaljevinder.

Oprejsning efter OL

Sommerens olympiske lege ligger ikke mange uger tilbage, og Dufour har ikke glemt følelsen af akkurat at misse en plads på medaljeskamlen.

I Tokyo blev hun nummer fire ved to forskellige konkurrencer, og det gør EM-triumfen i tyske Hagen endnu sødere. Her lykkedes det nemlig at tøjle nogle af de konkurrenter, der red afsted med medaljerne i Japan.

- Det var en kæmpe skuffelse at rejse hjem fra OL uden medaljer. Derfor føles det her også som en form for genoprejsning, og jeg er virkelig stolt over at vise, hvad jeg duer til.

- De to individuelle medaljer er så dejlige at have med hjem, men vi viser os også som et stærkt landshold ved at vinde bronze i holdkonkurrencen. Det her er en sejr for både mig, teamet bag mig og hele landsholdet, siger Cathrine Dufour.

Mens Dufour tidligere har vundet medaljer ved EM, er denne uges triumfer de første for hesten Bohemian. (Foto: Friedemann Vogel © Ritzau Scanpix)

I Tokyo var atleterne afskåret fra omverdenen, og Dufour var derfor alene med sin skuffelse og ærgrelse, da hun ikke formåede at hive metal med hjem til Danmark.

Men restriktionerne slipper efterhånden sit jernhårde greb, og det giver mulighed for igen at være sammen om de store dage i karrieren.

- Ved EM har jeg haft min partner og mange andre folk, der er tæt på mig, med ved konkurrencen. Man skal ikke tage fejl af det, for det betyder så meget, når jeg skal præstere mit ypperste, siger hun.

Med partner og familie kan Dufour sætte kursen mod Danmark tre EM-medaljer rigere, og nu står den danske dressurrytter noteret for fem af slagsen i karrieren.

- Det er lidt hårdt at skulle træde op på medaljeskamlen tre gange på en uge. Men der venter en lille fest derhjemme, og det glæder jeg mig til.

I dagens kür-finale ved EM var danske Daniel Bachmann Andersen og Nanna Skodborg Merrald også i aktion. Selvom de levede op til deres absolutte topniveau, var feltet så stærkt, at de rejser hjem med en placering som henholdsvis nummer syv og 12.

Facebook
Twitter