Underdog vinder sensationelt løb efter historisk diskvalificering

Forhåndsfavoritten Maximum Security blev disket, og dermed kunne underdog Country House tage sejren.

(Foto: Jamie Squire/Getty Images/AFP © Ritzau Scanpix)

Underdog Country House vinder sensationel den verdenskendte væddeløb Kentucky Derby efter en historisk diskvalificering af favoritten.

De over 150.000 tilskuere på væddeløbsbanen Churchill Downs i Louisville, Kentucky, jublede, da det traditionelle løbs forhåndsfavorit, Maximum Security, på en regnfuld og mudret bane krydsede målstregen først.

Efter 20 dramatiske minutter meddelte løbets jury dog, at Maximum Security var blevet diskvalificeret, og dermed gik sejren til løbets andenplads, Country House. Det skriver flere udenlandske medier, herunder Daily Mail og CNN.

Juryen havde vurderet, at Maximum Security havde generet andre heste på banen, da hesten skiftede bane i sidste sving før opløbsstrækningen.

Det er første gang nogensinde i løbets 145-årige historie, at en vinder af Derbyet bliver diskvalificeret for en fejl på banen.

I 1968 blev vinderen, Dancer's Image, fjernet på grund af en positiv dopingtest.

Country House var spået til at komme i mål som en af de sidste af de 19 heste, der stillede til start.

Havde man spillet 100 kroner på en sejr til Country House, ville man have fået 6500 kroner igen.

Sejren er den anden største overraskelse nogensinde i løbets historie målt på odds.

Det er Country Houses 65-årige træner Bill Motts første Derby-sejr i karrieren.

- Det føles rigtig godt. Det er en mærkelig måde at vinde på, og vi må bevise os selv i fremtiden, siger han efter sejren til Daily Mail.

- Jeg ved, at det var en svær beslutning for juryen, og jeg er glad for, at jeg ikke var i deres sko, siger Bill Mott til CNN.

Country Houses jockey, Flavien Prat, var ellevild efter sejren.

- Jeg er tom for ord, siger han til Daily Mail.

Vinderne kan nu glæde sig over at være 1,86 millioner dollar rigere - svarende til 12,4 millioner kroner.

/ritzau/

Facebook
Twitter