VIDEO Prinsesse og forbillede på én gang: Mød Danmarks nye dressurlandstræner

Prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein er ny dressurlandstræner for Danmark. Hun har i mange år været et forbillede for landsholdsrytterne.

Det er ikke mere end en måned siden, Prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein fik en ekstra titel at bryste sig med. Hun blev landstræner for det danske dressurlandshold.

Hun er allerede begyndt arbejdet med de danske ryttere, blandt andet OL-rytteren Cathrine Dufour, der længe har set op til Prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein.

- Jeg har fulgt Nathalie i rigtig mange år og set hende udvikle rigtig mange heste, så det er mest som et forbillede, jeg har set hende, siger Cathrine Dufour.

Prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein har været top dressurrytter i mange år. Hun har blandt andet repræsenteret Danmark to gange ved OL, tre verdensmesterskaber og syv europamesterskaber.

- Det giver mig noget i bagagen, som jeg kan viderebringe til det danske landshold, siger prinsessen.

Ikke et mediestunt

Det er de danske dressur-ryttere, der selv pegede på Prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein som landstræner, da Rudolf Zeilinger stoppede på posten.

- Sidste år var vi til noget medietræning, og så var der to, der sagde; ”Natalie, hvorfor gør du det ikke?” siger Prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein.

Ansættelsen af prinsessen har givet en del medieomtale, men hun er ikke blevet ansat for at være blikfang, forvisser Dansk Ride Forbund:

- Vi er nødt til at have en landstræner med de rette faglige kvalifikationer, og det har hun 100 procent, siger Kimi Nielsen, der er elitechef for dressur.

Første store opgave for Prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein bliver EM til sommer i Sverige. Målet er klart:

- Jeg siger medaljer. Både for hold og forhåbentlig også individuelt. Men en medalje for hold er i hvert fald noget, vi går efter, siger Prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein.

EM rides til august.