World Cup i dressur: Dansk rytter blandt favoritterne

DR Sportens dressurkommentator tror på en god placering til Daniel Bachmann.

Daniel Bachmann Andersen og Blue Hors Zack red sig til en førsteplads i Herning i 2018. (Foto: Uwe Anspach/EPA/Ritzau Scanpix)

Når World Cup i dressur løber af stablen i Herning i denne weekend, er der gode chancer for en dansk podieplads.

Særligt én rytter skal man holde øje med: Daniel Bachmann Andersen. Det vurderer DR Sportens dressurkommentator Birgitte Borch.

- Han er en af favoritterne til en sejr. Han kommer med sin bedste hest, Blue Hors Zack, og han blev nummer fire i World Cup-finalen sidste år. Det vidner om, at han er med helt oppe i verdenstoppen, siger hun.

I 2018 vandt Daniel Bachmann Andersen World Cuppen i Herning efter en suveræn præstation, som blev kvitteret med stående appaus fra hovedparten af publikummet i Boxen. Og netop hjemmebanen kan vise sig at blive en fordel for de danske ryttere.

- Der er kæmpe opbakning til de danske ryttere, og det kan helt sikkert gøre en forskel. Der er også mange af hestene, som godt kan lide at blive båret frem af tilskuerne, siger hun.

Dufour med ny makker

En anden dansk rytter, som kan gøre sig gældende på det allerøverste niveau, er Cathrine Dufour, som dog ikke har sin bedste hest Cassidy med til Herning.

Hun skal i stedet ride på Bohemian - en yngre hest på ni år, som har vist lovende takter.

- Dette er kun anden sæson, som Bohemian går på det højeste niveau. Den har klaret sig rigtig godt, men der er et stykke vej endnu. Jeg ved ikke, om de kan vinde i Herning, men jeg tror på, at de kan få en god placering, siger hun.

Udover Dufour og Bachmann er der en lang række øvrige danskere repræsenteret ved stævnet - blandt andet landsholdsrytterne Agnete Kirk Thinggaard og Anna Kasprzak.

Internationale stjerner

Foruden de danske ryttere er der en række internationale ryttere, som er værd at holde øje med. Birgitte Borch peger blandt andet på hollandske Adelinde Cornelissen.

- Hun har vundet alt, der er værd at vinde inden for dressur. Hun har vundet EM fire gange, VM-guld, OL-sølv, og så har hun stået øverst på podiet efter en World Cup-finale to gange. Hun er en stjerne, siger hun.

Om det bliver til endnu en dansk succes kan du finde ud af på søndag, hvor DR sender konkurrencen direkte fra Herning. Du kan følge med på DR2 fra klokken 14.15.