Russisk deltagelse får flere lande til at melde fra til gymnastikkongres – også Danmark

Både russiske og belarusiske delegerede er velkomne ved Det Internationale Gymnastik forbunds kommende kongres. Det har fået flere lande til at boykotte arrangementet.

Når der til november skal være kongres i Det Internationale Gymnastikforbund, FIG, bliver det uden dansk deltagelse. Det fortæller formanden for GymDanmark. (Foto: © SPASIYANA SERGIEVA, Ritzau Scanpix)

Når der til november skal være kongres i Det Internationale Gymnastik Forbund, FIG, bliver det uden Polen og Estland.

Landenes nationale gymnastikforbund vil ikke være en del af en kongres, hvor delegerede fra både Rusland og Belarus er på deltagerlisten.

Det meddelte de to landes forbund mandag. Dermed tilslutter de sig Norge og Ukraine, som allerede havde meddelt, at de ikke vil være at finde til den kommende FIG-kongres.

- Da de barbariske handlinger mod ukrainere begået af Rusland støttet af Belarus kun eskalerer, har vi ikke haft andet valg end at aflyse vores deltagelse i kongressen, lyder det fra generalsekretæren i Det Polske Gymnastikforbund, Piotr Dec.

Kongressen skulle egentlig have været holdt i Norge tidligere på året, men fordi FIG ikke ville udelukke russiske og belarusiske delegerede, besluttede det norske gymnastikforbund at trække sig fra værtskabet.

I stedet skal kongressen afholdes i den tyrkiske by Istanbul i begyndelsen af november.

Man har skulle kigge langt efter russiske og belarusiske gymnaster ved konkurrencer den seneste tid. Også ved FIG World Challenge Cup i Paris i september. De har nemlig være udelukket fra FIG-konkurrencer siden 7. marts. (Foto: © IMAGO/Baptiste Autissier, IMAGO/PanoramiC)

Bliver også uden dansk deltagelse

Og der kommer heller ikke til at være et navneskilt med Dannebrog ved den kommende kongres. Det fortæller formand i GymDanmark, Anders Jacobsen.

Rent praktisk kan det nemlig ikke lade sig gøre, da årsmødet i det danske forbund falder samme weekend som FIG-kongressen. Men derfor har GymDanmark alligevel taget stilling til sagen.

- Selvom det rent praktisk ikke kan lade sig gøre, at vi deltager, har vi meddelt både præsidenten og generalsekretæren i FIG, at vi støtter Norge i deres beslutning om at trække sig fra værtskabet og ikke at deltage i kongressen, siger Anders Jacobsen.

Hvorvidt GymDanmark havde deltaget i kongressen, hvis der ikke havde været sammenfald med forbundets eget årsmøde, kan Anders Jacobsen ikke svare på, men hvis de havde valgt at tage af sted, havde det været med visse forbehold.

- Vores udgangspunkt i GymDanmark er, at vi ikke deltager i arrangementer, hvis der er russiske og belarusiske delegerede med. Når det er sagt, så kan jeg ikke udelukke, at vi havde valgt at deltage i den kommende kongres, hvis vi havde haft muligheden, men så havde vi brugt lejligheden til at markere vores utilfredshed.

En svær balancegang

Med Danmarks fravær er der nu fem nationer som officielt ikke kommer til kongressen. Men selvom GymDanmark er en af de nationale forbund, som ikke kommer, vil Anders Jacobsen ikke pege fingre ad de forbund, som møder op i Tyrkiet til november.

- Det er altid en balancegang mellem, hvornår man skal sætte sit eget mandat over styr, og hvornår man skal tage et standpunkt. Det vil jeg ikke vurdere på andre nationers vegne, men vi siger i hvert fald fra. Og hvis vi havde været med, havde vi benyttet lejligheden til at markere vores synspunkt.

Selvom GymDanmark med sit fravær misser muligheden for at være med i beslutningsprocessen på den kommende kongres, er Anders Jacobsen dog ikke bange for at miste indflydelse i FIG.

- En ting er, hvad der sker på en kongres, en anden ting er alle de relationer, vi arbejder med løbende, og der er vi jo stadigvæk i gang, lyder det fra GymDanmark-formanden.

Præsidenten i Det Internationale Gymnastikforbund, FIG, Morinari Watanabe, byder russiske og belarusiske delegerede velkommen til den kommende FIG-kongres. (Foto: © Denis Balibouse, Ritzau Scanpix)

Efter Ruslands invasion af Ukraine tidligere på året blev russiske og belarusiske atleter den 7. marts udelukket fra internationale konkurrencer i FIG-regi.

Men udelukkelsen gælder kun atleter og altså ikke delegerede. Præsidenten i FIG, Morinari Watanabe, begrunder den beslutning med, at russiske og belarusiske delegerede har en neutral position og at de som valgte medlemmer af en international organisation, ikke er relateret til sit oprindelsesland.

Den begrundelse skal man dog ifølge Anders Jacobsen tage med et vist forbehold.

- Der er mange politiske dagsordner der gør, at jeg godt kan forstå, at han siger, som han gør, men når alt kommer til alt, så er ens position selvfølgelig relateret til det land man kommer fra eftersom det er det land, der stiller én op.