Rytter: Jeg skulle være doping-kurer for Rasmussen

En tidligere træningskammerat hævder, at Michael Rasmussen i 2002 bad ham tage poser med det forbudte blod-præparat Hemopure med til danskeren.

Michael Rasmussen bliver beskyldt for at have bedt en kammerat om at transportere et blodpræparat til Italien. (Foto: Eric Lalmand © Scanpix)

En tidligere træningskammerat kommer med alvorlige anklager mod Michael Rasmussen. I 2002 skulle danskeren angiveligt have bedt ham om at tage en skoæske med fra USA til Europa. Æsken indeholdt blod-præparater.

Den 31-årige amerikaner Whitney Richards fortæller sin historie til den amerikanske hjemmeside Velonews. Her hævder han, at Michael Rasmussen i 2002 bad ham om at tage en skoæske med fra USA til Italien.

Ifølge Richards fortalte danskeren ham, at det drejede sig om nogle cykelsko, som Michael Rasmussen havde glemt i USA. En fælles bekendt gav Richards æsken, men han valgte at kigge i den og fik et chock.

Produkt lavet af ko-blod

I æsken lå der ikke sko, men i stedet blodposer. Whitney Richards fandt sammen med en ph.D-studerende ven ud af, at poserne indeholdt produktet Hemopure.

Hemopure er en iltbærende væske, der består af kemisk modificeret hæmoglobin fra køer i en saltvandsopløsning. Produktet kan øge hæmoglobinkoncentrationen til et unaturligt højt niveau, som kun kan opnåes ad naturlig vej ved ophold i over 4000 meters højde eller brug af stoffer som EPO.

Produktet har den fordel, at det ikke skal nedkøles og kan indgives via drop direkte i blodbanen og herefter vil øge en eventuelt dopingsynders udholdenhed.

-Rasmussen rasede

Richards hældte posernes indhold i vasken, og da han mødte Michael Rasmussen blev danskeren angiveligt rasende over at høre, at 'skoæsken' var tom.

- Er du klar over, hvor meget det lort koster, sagde Rasmussen ifølge Richards.

Han mødte Michael Rasmussen tilbage i 2001, da danskeren forberedte sig til mountainbike-VM i USA. I flere måneder trænede de sammen og blev gode venner.

Richards har tidligere fortalt sin historie til flere journalister, men han har hele tiden ønsket at være anonym, og derfor har ingen bragt historien videre. Men da Whitney Richards så Michael Rasmussen understrege på mandagens pressemøde, at han er ren, blev det for meget.

- Rasmussen har vundet Tour-etaper før. Det rører mig ikke. Men på pressemødet blev han spurgt om Bjarne Riis-sagen, og Rasmussen fortalte, at han var ren, og at man kunne stole på ham. Det fik mig til at reagere, siger Richards.

Velonews spurgte Michael Rasmussen om sagen på pressemødet efter dagens Tour-etape. Men her svare danskeren.

- Jeg kan ikke bekræfte noget af det. Men jeg kender hans navn.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk