Schlierenzauer vinder firebakketurneringen

Den østrigske skihopper var bedst i fjerde afdeling af firebakketurneringen, og han sejrer også samlet.

Gregor Schlierenzauer vandt firebakketurneringen igen. (© Scanpix)

Der var tæt løb til det sidste, da den traditionsrige firebakketurnering i skihop blev afgjort søndag. Østrigeren Gregor Schlierenzauer og nordmanden Anders Jacobsen har været de to helt dominerende i årets turnering, og de sluttede da også øverst efter konkurrencen i Bischofshofen.

Schlienrezauer førte snævert efter første hoprunde i en medrivende og tæt finale, men blev hårdt presset, da Anders Jacobsen hoppede hele 139 meter – dagens længste hop – i finalen. Gregor Schlierenzauer lod sig dog ikke ryste og foran 20.000 ellevilde hjemmebanetilskuere kom han ud på 137,5 meter, og hentede point nok til sejren.

Dermed har Jacobsen og Schlierenzauer hver taget to sejre i de fire konkurrencer, men den samlede firebakkesejr går til Gregor Schlierenzauer, idet han samlet har hentet 13 point flere end Anders Jacobsen. En anden nordmand, Tom Hilde, sluttede som nummer tre. Det er andet år i træk, at Gregor Schlierenzauer, der mandag runder 22 år, vinder den samlede firebakke sejr.

Konkurrencen i Bischofshofen endte i øvrigt i rent østrigsk triumf, idet den bare 19-årige Stefan Kraft som nummer tre hentede karrierens første podieplads.

Facebook
Twitter