Se listen: Tour-favoritterne 2011

Her kan du læse portrætter af 13 ryttere, som DR Sporten vurderer vil markere sig under Touren. Fra Contador til Martin.

Andy og Fränk Schleck - to gode bud på topplaceringer i dette års Tour de France. (Foto: Denis Balibouse © Scanpix)

Herunder kan du læse portrætter af 13 ryttere, som DR Sportens Tour-reporter Carsten Ritter vurderer vil kunne køre sig til en god placering i klassementet.

Alberto ContadorDen 28-årige spanier har allerede vundet Tour de France tre gange, Giro d'Italia to gange, og Vuelta a Espana en enkelt gang. Han er tidens bedste etapeløbsrytter, og det fakta kan der ikke pilles ved. På grund af ankesagen om Clenbuterol hos sportsdomstolen CAS, så mange helst, at han ikke deltog i Tour de France i år. Men det gør han, og så må han og Bjarne Riis tage den ballade, det giver undervejs, og hvis han eventuelt bliver dømt, og skal fratages sin placering. Det er naturligt at så tvivl om Contadors styrke, når han kørte Giro d'Italia og vandt i maj-juni for Giro'en er et hårdt løb. Herfra skal buddet dog lyde, at spanieren fra Saxo Bank SunGard vinder Tour de France igen - også med større margin end sidste år.

Selvfølgelig kan dopingsagen have påvirket Contador mentalt. Tidligere på sæsonen har det bare ikke virket sådan. Så hvor han sidste år virkede knapt så stærk som tidligere, kunne man i år forestille sig, at Bjarne Riis bedre formår at udbytte spanierens potentiale end Astanaholdet kunne sidste år. Og selv om det taler til Schleck-brødrenes fordel, at der er færre enkeltstartskilometer i 2011-Touren, er enkeltstarten i Grenoble alligevel én, hvor der kan vindes og tabes meget tid.

Andy SchleckAnses af de fleste for at være Alberto Contadors nærmeste rival, og måske endda en kneben favorit til den samlede Tour-sejr i år. Ræsonnementet synes at være, at Contador er fysisk træt ovenpå Giro d'Italia og mentalt træt ovenpå den dopingsag, der endnu ikke er afgjort i CAS, selv om den er 11 måneder gammel.

Men hvorfor egentlig? Han tabte ganske vidst kæden på et meget uheldigt tidspunkt i et ryk væk fra Contador sidste år. Men han var også heldig at have Fabian Cancellaras hjælp. Først på fjerde etape, hvor et styrt splittede feltet, og Cancellara fik feltet til at vente. Og dagen efter, da den stærke schweizer splittede feltet på brostenene, og nærmest bar Andy på skuldrene til målet i Compiegne. Samtidig kan der være en problematik med at holde fokus. Det var mærkbart, da Chris Anker Sørensen i vinterpausen konstaterede, at Alberto Contador var den mest professionelle og fokuserede cykelrytter, han nogensinde har mødt, for han var trods alt tæt på Andy Schleck. Luxembourgerens exit fra Vuelta a Espana efter en druktur efterlod heller ikke et indtryk af en stor mester.

Andy Schleck skal nok være god i Tour de France, men han har ikke imponeret hidtil. Han var det svage led, da Fränk og Andy Schleck skulle nedkæmpe Philippe Gilbert i Liege-Bastogne-Liege, og han var et stykke fra topformen i såvel Tour of California som Schweiz Rundt. Hidtil i 2011 har storebror været bedst af de to.

Fränk SchleckVi så aldrig rigtigt, hvad han kunne i Tour de France 2010. Det satte et brækket kraveben en stopper for på brostenene allerede på femte etape. Primært på grund af hans dårlige enkeltstart, har den ældste af brødrene aldrig været på podiet i Tour de France. Noget kunne tyde på, at han har forbedret sin enkeltstart en smule - i hvert fald har han flere gange i denne sæson besejret sin lillebror i disciplinen.

Leopard Trek stillede stort set med sit Tour de France-hold i Schweiz Rundt. Her var taktikken at spille med flest mulige kort så længe som muligt. Det kan være en god taktik, også at gøre i Tour de France, og det er dén, Schleck-familien ynder at bruge, også da de kørte hos Bjarne Riis. Men den har også sine ulemper, for holdet mangler en decideret kaptajn, og selv om det virker sympatisk at gå efter at få to brødre på podiet, kan den manglende spydspids betyde, at en konkurrent står øverst på podiet.

Fränk Schleck virkede stærk i Schweiz Rundt, men ud fra et Tour de France-perspektiv er han svær at vurdere, fordi langt de fleste af konkurrenterne var fraværende. Det korte af det lange er, at Fränk Schleck i år står med bedre muligheder end nogensinde for at nå podiet i Paris. I så fald formentlig på en anden- eller tredjeplads. Det store spørgsmål er, om han bliver bedre end sin lillebror.

Bradley WigginsDer var store forventninger til Bradley Wiggins sidste år, ikke mindst fra ham selv og holdet. Det kunne han ikke håndtere. I år har man skruet ned for ambitionerne, og fået Wiggins tilbage til bare at elske at køre cykelløb og jagte resultater, frem for bare at fokusere på ét mål, som han gjorde med Tour de France sidste år. Det har givet bonus. Bradley Wiggins vandt Criterium du Dauphiné kun tre uger før Tour de France. Han vandt med mere end et minut foran Cadel Evans, og han vandt fordi han var klart bedst på den enkeltstart i Grenoble, som også er med i Tour de France, og fordi han kørte klogt i bjergene. Hvis han griber Tour de France an på samme måde, kan det bringe ham langt. Måske endda på podiet.

Cadel EvansAustralieren er to gange blevet nummer to i Tour de France, men han har været for langt væk i sine to seneste forsøg. 2011 bliver nu eller aldrig, og det sidste er nok mest sandsynligt. Efter han blev verdensmester i 2009 er Cadel Evans blevet en bedre cykelrytter, men han mangler det antrit, der skal til på stigningerne i Tour de France. Hans gode stabilitet og dieselmotor er ikke nok, når Alberto Contador og Schleck'erne angriber med deres lette tråd. Hans gode enkeltstart er heller ikke nok mod eksperter som Bradley Wiggins og Alberto Contador, så konklusionen må nok være, at australieren ender et sted mellem nummer tre og nummer seks i Paris.

Jurgen Van Den BroeckBelgieren er måske den største outsider i årets Tour de France. I Dauphine vandt han en meget flot bjergetape, som bekræftede hans samlede femteplads i sidste års Tour. I 2011 har han fokuseret udelukkende på Tour de France, og Omega Pharma Lotto har givet ham lov til det, eftersom holdet så rigeligt havde dækket foråret ind med Philippe Gilbert. Den 28-årige belgier siges også at være en af de mest fokuserede i Tour-feltet, og han demonstrerede det, da han efter sin flotte etapesejr i Dauphine nægtede at tage en slurk champagne på podiet. I sit fokus på Tour de France, havde han ikke budt sin krop på alkohol i tre måneder, og han så bestemt ingen grund til at ændre på den plan så tæt på sæsonens store mål.

Samuel SanchezOL-guldvinderen mistede først sin podieplads i sidste års Tour på næstsidste etapes enkeltstart. Han hører ikke til de bedste klatrere, men hang særdeles godt med i bjergene, som han også tidligere har gjort det i Vuelta a Espana. I juni måneds Criterium du Dauphine virkede han dog et stykke fra de bedste både i Alperne og på den enkeltstart, som rytterne møder helt magen til i Tour de France. Man skal dog ikke glemme, at Samuel Sanchez er feltets vel nok bedste til at køre nedad. Det hjælper ham mange gange, og det kan det gøre igen.

Robert GesinkDen 25-årige hollænder bliver bedre og bedre. Sidste år blev han nummer seks i Tour de France, og for at nå i nærheden af Tour-podiet, skal han forbedre sig med ni minutter. I Dauphine i juni viste han, at han har skåret i hvert fald noget af tiden af. Med hjælperyttere som Carlos Barredo og Luis Leon Sanchez, får han yderst habil hjælp både i bjergene og på flad vej, og Rabobank satser alt på, at Gesink nu skal indfri nogle af de forventninger, holdet længe har haft til ham. Sprinteren Oscar Freire fik fx tidligere på foråret besked om, at der ikke er brug for hans tjenester i Tour de France - alt skal handle om klassementet denne gang. Enkeltstarten er Robert Gesinks svage punkt, men denne gang er der heller ikke så mange enkeltstartskilometer at køre.

Andreas KlödenHvis man beskylder Cadel Evans for at være kedelig i sin stil, er det ingenting imod Andreas Klöden. Med 36 år er tyskeren i sin karrieres efterår, men han har i år vundet Baskerlandet Rundt, og gjort det godt i Paris-Nice. Hos Radioshack er han holdkammerat med Levy Leipheimer og Janez Brajkovic, som også begge er klassementskandidater, men hvis Klöden er så stabil, som han plejer at være, kan han ende som holdets spydspids inden Alperne.

Tony MartinTyskeren var en af forårets store ryttere, og han vandt Paris-Nice, som ofte er et godt tegn på, hvad der venter i juli. Han har også besejret Fabian Cancellara på enkeltstarter et par gange i år. Alligevel virker han et stykke efter de bedste på Tour-niveau, så en placering i Top-10 er nok det højeste Tony Martin i første omgang kan drømme om.

Ivan Basso

Den tidligere Riis-yndling virkede tilbage på højeste niveau, da han vandt Giro d'Italia i 2010, men han var ikke meget værd i Tour de France senere på året. I år har italieneren droppet sit hjemlands store løb, og planlagt hele sæsonen på Tour de France. Et styrt under træning i slutningen af maj, har dog ødelagt en del for ham, og i Criterium du Dauphine virkede han noget efter de bedste, så Ivan Basso kan bedst betegnes som en joker i dette spil. Rammer han sit bedste niveau, er han bestemt kandidat til podiet.

Roman Kreuziger

Tjekken er kommet væk fra netop Ivan Basso og Liquigas. Han var demonstreret stort talent, men som kaptajn på Astana, har han ikke vist meget endnu. Alle prøver og tests viser imidlertid en meget stærk Kreuziger, og han kan blive spændende at følge. Top-5 synes dog uden for hans rækkevidde endnu.

Alexandre Vinokourov

Veteranen kører sin sidste sæson, og sætter alt på et brædt for i hvert fald at køre en eller flere dage i gult. "Vino" har været på podiet i Paris, for han er god til mange ting uden at være den bedste hverken på enkeltstart eller i bjergene. Til gengæld kører han aggressivt, og skal nok få skabt lidt rav i den på kuperede etaper uden de allerhøjeste bjerge.

 

Facebook
Twitter