Scenen er sat onsdag aften i Londons fantastiske boksehal.
Supersværvægteren, hjemmebanefavoritten og den anden seedede Anthony Joshua går ind mod ringen til tonerne af Queens We Will Rock You. London syder.
Kontroversiel sejr
Tre runder og mange slag senere bliver han kåret som vinder af kampen mod cubanske Erislandy Savón med dommerstemmerne 17-16. (videoklip begynder fra 3. runde)
- Det bliver britisk sejr, og jeg synes, at det er kontroversielt. Jeg må sige, at havde denne kamp været bokset på neutral grund eller for den sags skyld i Cuba, så tror jeg simpelthen, at Savon havde trukket sejrrigt ud at den her kamp. Jeg synes, han var snasen bedre end sin modstander, siger DR kommentator Martin Kampmann, da afgørelsen falder.
Kampresultat omstødt
Kort inden samme onsdag følte den internationale amatørbokseunion sig nødsaget til at omstøde en kendelse fra en boksekamp, hvor den japanske bantamvægter Satoshi Shimizu var dømt som taber i kampen mod Magomed Abdulhamidov fra Aserbajdsjan, selv om sidstnævnte var i gulvet seks gange i løbet af tredje omgang.
Boksesporten har traditionelt været skueplads fra kontroversielle kendelser. Den mest berømte i OL-sammenhæng var finalen i Seoul 1988, hvor amerikanske Roy Jones Junior tabte til mod sydkoreanske Park Si-Hun på trods af, at det senere er blevet regnet ud, at han vandt med 86-32.