Sebastian fik flået benet af i en påhængsmotor som barn: 'Nu skiller jeg mig positivt ud'

Sebastian Jensen nærmer sig en plads ved De Paralympiske Lege næste år.

Den 14. juni 1999. Det er sommerferie. 4. klasse er forbi. Sebastian Jensen bruger al sin energi, som alle andre friske drenge på 11 år.

Tennis. Ishockey. Og sejlads. Tiden går med den ene

fritidsaktivitet
, før han må videre til den næste. Sidstnævnte er han lige begyndt til. I Kastrup Strandpark hopper han i optimistjollen. Det er kun anden gang, han skal sejle i klubben.

Solen varmer vandet langs Amager på den lune mandag sommeraften, og forældre følger med fra bredden. Det er tid til kæntringsøvelse. Eleverne simulerer, at de bliver smidt af båden og lader sig falde i vandet, før instruktøren sejler omkring deres båd og giver dem instruktioner, så de kan komme på dæk igen.

Det er Sebastian Jensens tur. Han rammer overfladen, ryger under vandet og når kun lige at fornemme silhuetten af en båd, før han mærker et ryk i benet. Skruen fra påhængsmotoren på instruktørens båd fanger hans ben under vandet, og lynhurtigt bliver benet pulveriseret, som var det en gulerod, der bliver kvast i en blender.

Først da halvdelen af skinnebenet er knust, er knoglen så tyk, at den bremser skruen, der er ved at æde Sebastian Jensen levende.

- Da motoren går ud, ligger jeg stadig under båden, fordi jeg sidder fast i skruen. Jeg mærker ingenting på det tidspunkt. Det er først, da jeg bliver hjulpet op af vandet, at jeg opdager, hvad der er sket med mit ben. Blandingen af panik og adrenalin må have taget meget af smerten.

- Da jeg kommer op, kan jeg se, at der sidder klumper af hud og kød i skruen, mens knoglen stikker ud af mit ben.

- Det ser ud, som om jeg har stukket benet i en blender. Der er ikke andet end kød og knogler tilbage, så der er ingen chance for, at noget af det bliver syet på igen, erindrer han.

Tilbage på egne ben

Sebastian Jensen bliver kørt med udrykning til

Rigshospitalet
. Men lægerne når også hurtigt til den samme konklusion: Han må leve resten af livet som benamputeret.

Dykkerne fra Falck finder aldrig de sidste stumper af benet, står der i avisen dagen efter.

Tilbage sidder Sebastian Jensen med tankerne om, at tilfældigheder har ændret virkeligheden for altid.

- Det kunne lige så godt have været en af mine kammerater, det var sket for. Omvendt tænker jeg også ofte, at det kunne være endt meget værre.

- Jeg er heldig, at skruen rammer benet og ikke et andet sted på kroppen. Jeg er heldig, at redningsvesten presser mig mod overfladen, da jeg sidder fast i skruen. Og jeg er heldig, at jeg ikke dør af blodmangel, siger han og understreger, at taknemmeligheden over stadig at være i live også er noget af det første, der rammer ham i tankerne på hospitalet.

En måned efter ulykken får Sebastian Jensen en testprotese, så han kan begynde

genoptræningen
. Selvom han kun må bruge den to gange om ugen, bruger han den i smug. Og snart har han igen lært at stå på egne ben.

Han er fast besluttet på, at ulykken ikke skal ændre drømmene om et aktivt liv. Ni måneder senere sidder han igen ombord på en optimistjolle.

- Jeg lover ret hurtigt en af de andre forældre nede i klubben, at jeg kommer tilbage på en båd. Det skal ikke være frygten, der styrer mit liv, slår han fast.

Sebastian Jensen begyndte hurtigt at genoptræne efter ulykken. (Foto: PRIVATFOTO)

Frygten forsvinder

Netop det at eliminere frygten har været en vigtig katalysator for Sebastian Jensen: Frygten for at blive kendt som 'ham den benamputerede', der 'ikke kunne noget' er slem. Frygten for at måtte droppe den aktive livsstil er værre.

Efter at have besteget Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, vælger Sebastian Jensen derfor at begynde til triatlon i 2013, da det kommer på programmet ved De Paralympiske Lege.

I dag er en PL-plads inden for rækkevide. I øjeblikket ligger han så højt på ranglisten, at han står til at kvalificere sig til legene i Tokyo næste år.

- Det tager mange år at nå hertil, hvor jeg mentalt er i dag. Jeg har været nødt til at acceptere, at jeg er anderledes og derfor skal gøre tingene på en anden måde end folk, der har begge ben. Det har betydet, at jeg har været nødt til at teste mine egne grænser og udfordre mig selv. Det har hjulpet mig til at finde min plads i hierarkiet. Havde jeg bare fulgt strømmen, så var jeg uden tvivl endt på bunden, siger han.

- Jeg er gået gennem en transition, hvor jeg først var usikker og tilbagetrukket, men nu står et sted, hvor jeg har fået ekstremt meget selvtillid. Jeg ved, at min historie gør, at jeg skiller mig positivt ud. Derfor føler jeg, at jeg står i en unik situation, hvor jeg formår at se det positive frem for det negative. Det er dén vej, jeg har rykket mig gennem min sport.

Nu er det store mål at bruge den positive energi til at sikre en billet til De Paralympiske Lege næste år. Siden det seneste PL er Sebastian Jensen flyttet til Dubai og er begyndt at træne på fuld tid.

Derfor tror han også, at chancerne for et godt resultat i Tokyo er gode, hvis han formår at kvalificere sig.

- Jeg føler, at min formkurve er god, og jeg forbedrer mig hele tiden. Mine

protese
bliver også bedre. Derfor vil jeg gerne sige, at jeg går efter en plads på podiet til PL, selvom der i øjeblikket er et stykke op til de tre bedste i verden, siger han.

Men der er stadig én ting, der fylder mere end andet.

- Jeg er stolt over, at jeg viser min familie, at alt kan lade sig gøre.

Sebastian Jensen er i skrivende stund nummer ni på kvalifikationsranglisten til PL. Der er pladser til de ni bedste

atleter
, mens der også gives et enkelt wildcard.

Facebook
Twitter