Anført af OL-sejler har dansk båd taget føringen på tværs af Østersøen: ’Vi går helt klart efter at vinde’

Den danske båd med blandt andre OL-sejleren Jonas Warrer ombord fører halvvejs gennem Nord Stream Race.

Et sted i Østersøen ligger der lige nu en dansk båd, der sejler om kap med fire andre både. Turen går fra Stockholm til Helsinki, og anført af far og søn, Peter Warrer og Jonas Warrer, ligger den danske båd aktuelt på førstepladsen.

Nord Stream Race hedder konkurrencen, hvor den danske båd konkurrerer med en finsk, svensk, russisk og tysk båd om, hvem der kan krydse Østersøen hurtigst.

Den danske båd har lagt sig i spidsen efter to af konkurrencens fire etaper, efter det blev til andenpladser både fra starten i Kiel til København og igen på 2. etape fra København til Stockholm.

På 2. etape, som betegnes som kongeetapen, lå den danske båd længe til sejren, men blev overhalet af den svenske båd helt til sidst. Men det afskrækker ikke den danske båd og skipper Peter Warrer fra at have store ambitioner.

- Vi går helt klart efter at vinde. Vi ville selvfølgelig gerne have vundet kongeetapen, men det vigtigste er trods alt den samlede sejr, og at vi fører, siger Peter Warrer til Ritzau.

Sejladsen foregår i identiske 50-fods både, og det danske hold ledes af Peter Warrer, der er skipper for den 11 mand store besætning. Han har lokket sin søn, Jonas Warrer, med ombord på båden, hvor han skal dele ud af erfaringen fra OL.

Tredje etape går fra Stockholm til Helsinki, hvorefter der sejles en rundtur omkring Helsinki som fjerde og afsluttende etape.

DR Sporten var med ombord på den danske båd på første etape. Se med i videoen øverst i artiklen.

Den danske båd er siden artiklens udgivelse udgået af Nord Stream Race efter en kollision med den svenske båd.

Facebook
Twitter