Anne-Marie Rindom vinder EM-sølv i Polen

Det lignede længe en EM-guldmedalje til den danske sejler, der slutter nummer to ved EM i Laser Radial.

Anne Marie Rindom blev sidste år kåret som verdens bedste kvindelige sejler på tværs af alle bådklasser. I dag vandt hun EM-sølv. (Foto: Adam Warzawa © Scanpix)

Anne-Marie Rindom er en Europas absolut bedste sejler i bådklassen Laser Radial.

Det har danskeren understreget hele ugen ved EM i Gdansk, selvom modstanderne har været hele den europæiske elite.

Helt til det sidste lå Rindom til at genvinde det EM-guld, hun vandt sidste år. Men i de afsluttende sejladser blev det blot til en 19. og en 16. plads, og det sendte hende ned på en samlet andenplads.

I stedet blev det hollandske Marit Bouwmeester, der sikrede sig EM-guldet blot to point bedre end Rindom, mens bronzen gik til grækeren Vasileia Karachaliou.

Det ændrer dog ikke på, at hun med sølvet beviser, at pilen i den grad peger i den rigtige retning forud for næste års OL i Tokyo.

Her er Laser Radial nemlig en del af programmet, og det med Anne-Marie Rindom som et af de helt store danske medaljehåb.

Sidste år vandt Anne-Marie Rindom både EM- og VM-guld. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Stævnet var Anne Mette Rindoms blot tredje internationale stævne i år, da sæsonen har været præget af coronaaflysninger, ligesom sejleren har kæmpet med en skade.

For blot seks uger siden skrev hun på Facebook, at hun en diskusprolaps i nakken begyndte at give store smerter igen. Men efter intens genoptræning tog hun kort efter til Tyskland og vandt det store stævne Kielerugen foran OL-guldvinderen, Marit Bouwmeester.

Anne Marie Rindom blev sidste år kåret som verdens bedste kvindelige sejler på tværs af alle bådklasser.

Det skete efter et år, hvor Rindom både vandt EM og VM.