To danske både kæmper om én OL-plads: Nu ligger de helt tæt

Flere af de danske VM-både faldt tilbage i Auckland. Jonas Warrer og Jakob Precht Jensen præsterede dog flot.

Ida Marie Baad og Marie Thusgaard havde en dårlig dag ved VM. Foto: Pressefoto (Foto: Jens Thaysen © Århus Stiftstidende)

Efter en god åbning for de danske sejlere faldt flere tilbage efter den tredje dag med indledende kvalifikationssejladser ved VM i Auckland i New Zealand.

I 49erFX havde duoen Ida Marie Baad og Marie Thusgaard en tung dag med placeringer som nummer 13, 5, 24 og 20.

De lå ellers nummer to efter onsdagens sejladser, men er nu sendt ned på en samlet tiendeplads.

Ida Marie Baad og Marie Thusgaard er nu blot en placering bedre end den anden danske 49erFX-båd med Anne-Julie Foght Schütt og Iben Nielsby.

Der er dermed stor kamp om den danske nationsplads ved OL, hvor VM i Auckland fungerer som den ene af to udtagelses-stævner. Det andet udtagelsesstævne er det kommende VM, der allerede afholdes i februar 2020.

Dansk Nacra 17 dumper ned i feltet

I Nacra 17 blev Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck noteret for placeringer som nummer 7, 10, 6 og 17 i torsdagens fire sejladser.

Det var ikke nok til at holde trit med de førende både, og danskerne gled ned i feltet og indtager en samlet syvendeplads.

Bådene i feltets bedste halvdel skilles ud fredag, og kampen om topplaceringerne er stadig åben.

Mens nogle både faldt tilbage, var der avancement for 49eren med Jonas Warrer og Jakob Precht Jensen, som præsterede stabilt torsdag.

Med flotte placeringer som nummer ti, fire og fem rykkede duoen hele 11 pladser frem i stillingen til en samlet 11.-plads.

Næstbedste danske 49er er Mads Emil Lübeck og Nikolaj Buhl på en 23.-plads.

VM i New Zealand er det første af to stævner, der afgør den danske OL-udtagelse i alle tre bådklasser.

/ritzau/