Drømmen om OL sejler længere væk for rutineret duo

Anne-Julie Schütt og Iben Nielsby ser ud til at slå rutineret dansk duo i kampen om en OL-billet.

Ida Marie Baad (tv.) og Marie Thusgaard er kommet længere væk fra at deltage ved OL til sommer. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Efter torsdagens tre sejladser ved VM i 49erFX ligger Anne-Julie Schütt og Iben Nielsby stadig på verdensmesterskabets samlede tredjeplads.

Duoen blev godt nok diskvalificeret i torsdagens første sejlads, men svarede tilbage ved at blive nummer fem og seks i de følgende to sejladser.

Da de danske konkurrenter Ida Marie Baad og Marie Thusgaard samtidig havde en skidt dag på vandet ud for australske Geelong med beskedne pladser som nummer 9, 21 og 16, tog Schütt og Nielsby et skridt mod OL i Tokyo.

De to sejlduoer kæmper nemlig om at blive indstillet som Danmarks OL-par i 49erFX. Resultaterne fra det igangværende VM samt sidste års VM i New Zealand afgør, hvem der skal til Tokyo.

For at komme til OL behøver Baad og Thusgaard ikke nødvendigvis at slutte over deres landsmænd, fordi duoen har et forspring på otte point fra senest VM.

16 pladser i mellem de danske både

Hvis Baad og Thusgaard slutter maksimalt syv placeringer dårligere end Schütt og Nielsby, sikrer de OL-billetten. Det tyder det dog ikke på nu, hvor Schütt og Nielsby er nummer tre, mens Baad og Thusgaard er på 19.-pladsen efter i alt ni sejladser.

Der resterer seks sejladser.

I 49er rykkede duoen med Jonas Warrer og Jakob Precht Jensen samt duoen Mads Emil Lübeck og Nikolaj Buhl frem i den samlede stilling efter torsdagens sejladser.

De ligger nu henholdsvis nummer 8 og 11 i VM-stillingen.

Daniel Nyborg og Sebastian Wright Olsen bevarer en samlet plads som nummer 21.

I bådklassen Nacra 17 ligger Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck nummer 12, mens Natacha Violet Saouma-Pedersen og Mathias Borreskov ligger nummer 19.

VM i 49erFX, 49er og Nacra 17 slutter lørdag.

/ritzau/