Ellevild Rindom sejler mod endnu en pris: Blandt de tre sidste i kampen om Årets Sportsnavn

Verdens bedste sejler, Anne-Marie Rindom, er blandt de tre finalister, der kæmper om at blive Årets Sportsnavn i Danmark 2019.

Anne Marie Rindom er blandt de tre finalister, der kan løbe med prisen som Årets Sportsnavn i Danmark.

De var 15 nominerede. Nu er der tre finalister. Torsdag aften blev sløret løftet for den første af tre kandidater, der er med i finaleopløbet om at vinde prisen som Årets Sportsnavn 2019.

Verdens- og Europamester Anne-Marie Rindom er fortsat med i kampen om den eftertragtede pris, der uddeles ved det store sportsgallashow ’Sport 2019’ i Herning 4. januar næste år.

- Det er så vildt at få den anerkendelse for sine resultater og så i lille sportsnavn som sejlsport. Det er fedt at være med til at sætte sporten på kortet, fortæller Anne-Marie Rindom.

Største sportsår i karrieren

Anne-Marie Rindom opholder sig lige nu i Australien, hvor hun er på træningslejr. Midt under aftensmaden får hun den glædelige nyhed, at hun er blandt de sidste tre i ræset om Årets Sportsnavn, og det giver anledning til en status på det snart forgangne år.

- Det har uden tvivl være det største sportsår i min sejlsportskarriere. Både resultatmæssigt og personligt.

- Jeg har sejlet nogle sindssygt gode stævner, men også oplevet modstand undervejs. Det har gjort mig stærkere, og jeg har brugt sæsonen på at få trænet det mentale, og her er jeg blevet bedre gennem sæsonen.

Rindoms noget overlegne sportsår begyndte i foråret, hvor hun tog sejren ved EM i Portugal. Ved VM i Japan satte hun så en stor fed streg under sit talent, da hun sejlede afsted med guldet, og det efter en noget uheldig start på stævnet, som hun ikke lige sådan glemmer.

- Den første dag fik jeg en tyvstart, og på andendagen møder jeg modstand igen. Der tænkte jeg, at nu var VM slut for mig og græd nærmest resten af dagen.

- Men så kom jeg ovenpå igen og fik lagt nedturene til side og sejlede op til mit bedste. Jeg fik stille og roligt sejlet mig op, og det var den fedeste arbejdssejr, hvor jeg virkelig fik set, at min mentale træning havde båret frugt.

  • I sommeren 2018 vandt Anne-Marie Rindom VM-bronze i Laser Radial på hjemmebanen i Aarhus. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)
  • Anne-Marie Rindom vælter med sin båd på vej ind efter at have vundet VM-bronze i Laser Radial. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)
  • Anne-Marie Rindom på podiet med sin VM-bronze medalje i Laser Radial. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)
1 / 3

Skal stadig knibe mig i armen

Anne-Marie Rindom har gennem tiden lært sig selv ikke kun at have fokus på sine resultater, men også processen og sin træning. Men som professionel sportsudøver så går resultater og ikke mindst titler ikke ubemærket hen.

I oktober rejste Anne-Marie Rindom til Bermuda, fordi hun var nomineret til Årets Sejler – i hele verden. Rindom så det som et kæmpe skulderklap og ikke mindst en oplevelse, men da danskerens navn så blev råbt op, følte hun sig som i en drøm.

- Og jeg kniber mig stadig ofte i armen. Det er noget af det største, jeg har oplevet i hele mit liv. Jeg havde en tanke om, at det her var uopnåeligt. Men nej. Det var så vanvittigt, og jeg er så glad for den anerkendelse.

Selv om Anne-Marie Rindom har prøvet det meste i 2019, vil det på ingen måder bare være en bagatel, hvis hun løber med prisen som Årets Sportsnavn i sit hjemland.

- Sejlsport er jo ikke så kendt en sportsgren, så jeg håber, at jeg kan være med til at få mere fokus på sporten, og give andre en lyst til at være en del af sporten.

Navnene på de to øvrige finalister til Årets Sportsnavn bliver offentliggjort indenfor de kommende uger.