Anne-Marie Rindom tager sit andet VM-guld i Laser Radial

I overlegen stil sikrede Anne-Marie Rindom sig VM-guld i Laser Radial for anden gang i karrieren.

Sejleren Anne-Marie Rindom kan for anden gang i karrieren kalde sig verdensmester i Laser Radial. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

For anden gang i karrieren kan sejleren Anne-Marie Rindom kalde sig verdensmester i Laser Radial.

Onsdag morgen dansk tid sikrede hun VM-guldet i de to sidste sejladser i vandet ud for japanske Sakaiminato.

I den første af de to afsluttende sejladser blev Rindom nummer seks.

Da den tyrkiske konkurrent Ecem Gützel måtte nøjes med en 52.-plads, og sejlerne samtidig fik en ekstra fratrækker, så ugens to dårligste sejladser måtte trækkes fra pointregnskabet, var danskeren klart i spidsen inden den sidste sejlads, og guldet var sikret.

Nu var finnen Tuula Tenkanen og amerikaneren Charlotte Rose de nærmeste konkurrenter, men uden chance for at indhente danskeren.

I den afsluttende sejlads tog østjyden det med ro. Rindom lå hele tiden i slipstrømmen af de forreste både og sejlede i mål på en 15.-plads.

Efter VM-åbningen i sidste uge så danskeren ellers ud til at gå et vanskeligt mesterskab i møde.

Hun tyvstartede i anden sejlads, hvilket udløste en 57.-plads, og i den efterfølgende sejlads blev hun nummer 28. Det skulle siden vise sig at blive de to sejladser, som hun kunne trække fra.

Medaljeregn

Det er anden gang i karrieren, at hun vinder VM-guld i Laser Radial. Første gang var i 2015. Hendes første Laser Radial-guld blev fulgt op af bronze ved både VM og OL i 2016, og sidste år var hun tilbage på VM-podiet, da hun tog bronze i Aarhus.

Bronzemedaljen i Aarhus betød også, at hun allerede for et år siden vidste, at hun er kvalificeret til det kommende OL i Tokyo næste år. Hun har erklæret, at målet er at blive olympisk mester.

Anne-Marie Rindom kunne ikke få en bedre optakt til OL, der skal sejles samme sted om et år i Japan. (Foto: Sailing Energy/Trofeo Sofia Iberostar © Sailing Energy/Trofeo Sofia Iberostar)

Tilbage i maj blev Anne-Marie Rindom også europamester i Laser Radial.

I 2009 blev hun verdensmester i Europajolle, der modsat Laser Radial ikke længere er på det olympiske program.

/ritzau/