AGF ophæver samarbejdet med David Nielsen

Indledningen af artiklen er blevet præciseret, så det nu fremgår, at der ikke er tale om en fyring, men parterne efter gensidig aftale har ophævet samarbejdet.
Fodboldklubben AGF har opsagt samarbejdet med David Nielsen som cheftræner i klubben.
Det meddeler klubben i en pressemeddelelse. Dermed ophæver AGF samarbejdet med træneren et år før kontraktens oprindelige udløb.
- David Nielsen har været en fantastisk træner for AGF gennem flere sæsoner og har skabt flotte resultater for klubben. Men nu er vi nået til vejs ende efter fem år, hvor den seneste sæson på ingen måder har været tilfredsstillende. Energien er brugt, og vi trænger til nye ideer og en frisk start, siger AGF's sportschef, Stig Inge Bjørnebye.
Hvem der kommer til at overtage for David Nielsen, skriver klubben intet om.
David Nielsens sidste kamp i spidsen for AGF, bliver på lørdag når den aarhusianske klub møder FC Nordsjælland i den sidste spillerunde af 3F Superligaen.